Fremskridt Og Fattigdom

148 Opgaven løst. til at anvende sit Arbejde til at tilfredsstille sine egne Behov er gieden ud af hans Hænder og kan fratages ham eller gengives ham ved andres Handlinger eller ved almene Aarsager, som han ikke har mere Indflydelse paa end paa Solsystemets Bevægelser. Selve det at faa Lov til at slide, bliver anset for en Velsignelse, og Mennesker tænker, taler, skraaler op og giver Love, som om det ensformige Arbejde i og for sig var en Lykke og ikke en Plage, et Maal og ikke et Middel. Under saadanne Omstændig- heder taber Manden sin væsentligste Egenskab — den guddomme- lige Magt til at ændre og beherske Forholdene. Han bliver en Træl, en Maskine, en Vare — en Ting, som i flere Maader staar lavere end Dyret. Jeg er ingen sentimental Beundrer af de Vildes Tilstand. Jeg henter ikke mine Meninger om Naturens ukultiverede Børn fra Rousseau, Chateaubriand eller Cooper. Jeg kender helt vel deres materielle og aandelige Armod og deres trange Synskreds. Jeg tror, at Civilisationen ikke blot er Menneskets naturlige Be- stemmelse, men at den frigør, højner og forædler alle dets Ev- ner, og jeg tror, at et Menneske, der nyder godt af Civilisatio- nens Goder, kun i en Stemning, der bringer ham til at misunde det drøvtyggende Kvæg, kan beklage Tabet af Naturtilstanden. Men ikke desto mindre tror jeg, at ingen, som virkelig vil se, kan undgaa at komme til den Slutning, at der indenfor vor Ci- vilisation gives store Samfundsklasser, som ikke den mest ufor- falskede Vildmand kunde vinde noget ved at bytte med. Det er min bestemte Overbevisning, at dersom nogen paa Livets Tærskel fik Valget mellem at begynde sin Tilværelse enten som Ildlænder, Australneger, Polar-Eskimo eller som Medlem af de laveste Klasser i f. Eks. Storbritannien, saa vilde han gøre uendelig meget bedre i at vælge den Vildes Lod. Der kan være dem, som synes, dette er Overdrivelse, men det er kun, fordi de aldrig selv har brudt sig om al lære de Samfundslags virkelige Stilling at kende, som den moderne Civi- lisations Jernhæl hviler paa med hele sin Vægt. Som de Tocque- ville bemærker i et af sine Breve: «Vi vænner os saa snart til Tanken om Nød, at vi ikke mærker, at et Onde, som for dem, det rammer, bliver større, jo længere det varer, tværtimod for den, som blot ser til, bliver mindre netop paa Grund af sin Varighed». Maaske det bedste Bevis paa Sandheden af denne Bemærkning er dette, at i Byer, der rummer baade en Fattig-