Fremskridt Og Fattigdom

VII MIDLETS RETFÆRDIGHED. FØRSTE KAPITEL. Den private Jordejendoms Uretfærdighed. Naar man foreslaar at afskalle den private Jordejendomsret, saa er det første Spørgsmaal, som rejser sig, om Retfær- digheden af et saadant Skridt. Skønt Retfærdighedsfølelsen ofte fordrejes ynkelig ved Vane, Overtro og Selvviskhed, ligger den dog dybt rodfæstet i Menneskesjælen, og ved enhver Strid, som rejser Lidenskaberne, vil Kampen mindre rase om Spørgsmaalet: «er det klogt?» end om Spørgsmaalet: «er det ret?» At folkelige Meningskampe saaledes gærne kommer til at dreje sig om Ret og Uret, har sin gode Grund. Det skyldes en vag og instinktsmæssig Erkendelse af maaske den dybeste Sandhed, vi formaar at fatte: det alene er klogt, som er ret- færdigt; kun det kan bestaa, som et ret. — Indenfor den Enkeltes Livs og Handlingers snævre Grænser kan denne Sandhed ofte blive fordunklet, men paa Folkelivets videre Felt træder den overalt frem. Jeg bøjer mig for en saadan Dom: Dersom vor Under- søgelse af hvad det er, som gør Fattigdom til Fremskridtets Led- sager, har ført os til en rigtig Slutning, saa maa den kunne taale denne Overflytning fra Økonomiens ti] Etikens Omraade, maa kunne pege paa en Uret som Kilden til Samfundsonderne. Er privat Jordejendomsret retfærdig, da er det Middel, jeg foreslaar, falskt; er den derimod uretfærdig, saa er dette Middel det rette.