Fremskridt Og Fattigdom

194 Midlets Retfærdighed. dom og Tid efter anden underkastet Fordeling mellem Fa- milierne, for at alle skulde kunne leve af deres Arbejde, som det er Naturens Bud. Enhvers Velstand afhang saaledes af hans Handlekraft og Forstand; under alle Omstændigheder var ingen uden Livsfornødenheder, og en fra Slægt til Slægt voksende Ulighed saaledes forhindret.» Dersom de Laveleye har Ret i denne Slutning, og derom kan der ikke være Tvivl, hvorledes kan det da være, vil man spørge, at Jorden nu almindeligvis er gaaet over til Privat- ejendom ? De Aarsager, som har virket til at fortrænge den oprinde- lige Tanke om lige Ret til Benyttelse af Jorden og sætte Tanken om udelukkende og ulige Ret i dens Sted, kan, tror jeg, overalt spores. Det er overalt de samme som de, der har ført til For- nægtelse af lige personlige Rettigheder og til Dannelse at privi- ligerede Klasser, nemlig, kortelig sagt: Magtens Samling i Hæn- derne paa Høvdingerne og Krigerklassen som Følge af en Krigs- tilstand, der satte dem i Stand til at tilegne sig fælles Jord; Følgerne af fremmede Erobringer, der fornedrede de Overvundne til en Slags trælbunden Underklasse, hvis Jord fordeltes mellem Erobrerne og særlig deres Høvdinger; endvidere den Indflydelse, som et særligt Præsteskab ofte fik, hvor et saadant opstod, og ligeledes den Indflydelse, som en afsondret Klasse professionelle Jurister udøvede, hvis Interesser befordredes ved Indførelsen af privat istedenfor almen Ejendomsret til Jord. Og er Uligheden engang opstaaet, saa vokser den i Kraft af en Slags Tiltræk- ningslov. Det var Kampen mellem Tanken om lige Ret til Jorden og Tendensen til at monopolisere den som personlig Ejendom, som fremkaldte de indre Stridigheder i Grækenland og Rom. Det var Bræmsningen af denne Tendens — i Grækenland ved saa- danne Samfundsordninger som Lykurgs og Solons, i Rom ved den licinske Lov og de paafølgende Jorduddelinger — som gav begge Stater deres Tidsrum af Kraft og Ære; og det var denne Tendens’s endelige Sejer, som ødelagde begge. Store Jordegodser ødelagde Grækenland, ligesom siden «store Jordegodser ødelagde Italien» (Plinius); og alt som Jorden til Trods for store Lov- giveres og Statsniænds Advarsler gik over paa nogle Faas Hæn- der, aftog Befolkningen, Kunsten sank, Aandslivet tabte sin Kraft og Fylde, og Navnet paa det Folk, hvori Menneskelivet havde