Fremskridt Og Fattigdom

Den private Jordejendom historisk betragtet. 195 naaet sin mest straalende Udvikling, blev til et Øgenavn og Skældsord. Tanken om en absolut, personlig Jordejendomsret, som den moderne Civilisation siden laante fra Rom, naaede der først sin fulde Udvikling i den historiske Tid. Da Verdens vordende Herskerinde først tonede frem, havde hver Medborger sit lille uafhændelige Jordomraade, og det øvrige, «det Agerland, som var offentligt Omraade,» benyttedes i Fællesskab. Ud af delte offentlige Omraade, som stadig udvidedes ved Erobringer, var det at det lykkedes de patriciske Familier at udskære sig store Godser. Som Følge af den Magt, hvormed det store drager det lille til sig, knuste disse store Godser tilsidst, trods Inskrænk- ninger fra Tid til anden ved Lovbestemmelser og gentagne For- delinger, — alle de smaa Jordejere; deres smaa Odelslodder lagdes til de Riges umaadelige Godser, medens de selv enten blev gjort til Trælle eller afgiftspligtige Forpagtere eller ogsaa dreves ud i de nyerobrede fremmede Provinser, hvor Legioner- nes Veteraner fik Jord, eller til Hovedstaden for at fylde Pro- letariatets Rækker, som ikke havde andet at sælge end deres Stemmer. Cæsarisme, som snart gik over til et utøjlet østerlandsk Despoti, var den uundgaaelige politiske Følge heraf, og Riget var, selv paa den Tid, da det omfattede Verden, i Virkeligheden kun en hul Skal, som alene blev hindret fra Sammenbrud ved det sundere Liv paa Grænserne, hvor Landet var delt mellem Kriger-Nybyggere, eller hvor de oprindelige Sædvaner holdt sig længst. Men de store Jordegodser, som havde fortæret Italiens Kraft, aad sig stadig videre omkring og sønderstykkede Siciliens, Afrikas, Spaniens og Galliens Jordoverflade i store Godser, dyrket af Trælle eller Forpagtere. Den Mandhaftighed, som den personlige Uafhængighed havde fostret, døde ud, Rov- drift udmagrede Jorden, og vilde Dyr afløste Menneskene, indtil endelig Barbarerne med en Styrke, der var fostret af Lighed, brød ind. Rom gik under, og af den fordum saa stolte Civili- sation blev kun Ruiner tilbage. Saaledes hændte da denne vidunderlige Ting, som i den romerske Stortid vilde have syntes lige saa umulig, som det nu vilde synes for os, at Indianerne skulde erobre de Forenede Stater eller Lapperne ødelægge Europa. Guizot har levende skildret det Kaos, som i Europa fulgte 13*