Fremskridt Og Fattigdom

 Den private Jordejendom historisk betragtet. 197 og saa stor Styrke i Marken i Krigstilfælde, saa vel som i den Bistand, han havde at yde, naar Kongens ældste Søn blev slaaet til Ridder osv., laa en vel ufuldkommen, men dog utvivlsomt Anerkendelse af den for Mennesket saa naturlig indlysende Kends- gærning, at Jorden ikke er privat, men fælles Ejendom. Heller ikke havde Jordbesidderen Ret til at raade over Jor- den længere end paa Livstid. Uagtet Arveretten snart for- trængte Udvælgelsen, saaledes som det altid maa gaa, hvor Magten koncentreres, saa fordrede dog Feudalretten, at der altid skulde være en Repræsentant for Lenet, som lige saa vel var i Stand til at opfylde de Pligter, der paahvilede et stort Jorde- gods, som til at nyde Fordelene ved det, og hvem dette skulde være, var nøje bestemt paa Forhaand. Derfra skrev sig For- mynderskab og andre lignende Feudalindretninger. Førstefødsels- retten var i sin første Begyndelse ikke en saadan Urimelighed, som den siden er blevet. Feudalsystemet grundlagdes paa Forestillingen om absolut Jordejendomsret, som Barbarerne havde tilegnet sig hos den overvundne Befolkning; men Feudalismen overbyggede dette Grundlag nied en højere Ret, hvorved de enkeltes Hen cdørnmc underordnedes en højere Magt, som repræsenterede Nationen. Jordejerne var Enerne i Systemet og uindskrænkede Herrer hver paa sit Omraade, hvor de udøvede Beskytter-Herredømme, Feu- dalsysternets Værk var at sammenbinde disse Enere til Nationer og underordne de enkelte Lensbesidderes Magt og Rettigheder under Samfundet, repræsenteret af alles Lensherre, Kongen. Samtidig hermed indskrænkedes den Magt, Jordbesiddelsen gav, paa en vis Maade ogsaa nedenfra, idet Bøndernes opsige- lige Forpagtninger meget almindelig gik over til Fæste, og den Jordrente, som Godsejeren kunde kræve af Bonden, blev fast og bestemt. Og midt under Feudalsystemet vedvarede eller opstod Agerbruger- samfund, der mere eller mindre var underkastet feudale Pligter, men drev Jorden i fællig. Og uagtet Herrerne, naar og hvor de havde Magten dertil, gjorde Fordring paa omtrent alt, hvad de ansaa det for L magen værd at tage, saa var dog Tanken om den fælles Ejendomret til Jorden stæik nok til sædvaneretslig at knytte sig til en betydelig Del af Landet. Almen- ninger maa i Feudaltiden have indtaget en meget stor Del af de fleste europæiske Landes Fladerum. Thi i Frankrig udgør de endnu efter de Laveleyes Angivelse 8 Millioner Tdr. Ld., uagtet Adelen tilegnede sig den ene Strækning efter den anden Aarhundreder igennem, og uagtet der