Fremskridt Og Fattigdom

206 Midlets Bi’ug. Denne Fremgangsmaade vilde nemlig unødig saare de nu- værende Sæder og Tænkesæt og tillige nødvendigvis medføre en Udvidelse af Regeringsmaskineriet og let foranledige Partiskhed, Kneb og Bestikkelse. Det er en Grundsætning i Statskunsten, som de heldige Grundlæggere af Tvangsregimente har forstaaet og fulgt, at store Forandringer bedst tilvejebringes under de gamle Former. Vi, som vil frigøre Menneskene, bør tage den samme Sandhed i Agt. Det er den naturlige Fremgangsmaade. Naar Naturen vil frembringe en højere Type, tager den en lavere og udvikler den. Dette er ogsaa Loven for Samfundsudviklingen. Lad os gaa frem efter den. Jeg foreslaar hverken at købe eller konfiskere Privatejen- domsretten til Jorden. Det første vilde være uretfærdigt, det sidste er unødvendigt. Lad de Mennesker, som nu besidder Jord, om de ønsker det, fremdeles sidde inde med den. Lad dem vedblive med at kalde den deres Jord. Lad dem købe og sælge, borttestamentere den og lade den gaa i Arv. Vi kan rolig over- lade dem Skallen, naar vi faar Kærnen. Det er ikke nødvendigt at beslaglægge Jorden, vi behøver blot at tage Jordrenten. Det er hertil ikke nødvendigt at skabe noget nyt Forvalt- ningsmaskineri, vi kan tværtimod simplificere og indskrænke det, vi har. Noget af Jordrenten tager vi allerede i Skat. Vi behøver kun at foretage nogle Ændringer i vore Beskatningsniaader for at kunne tilegne os den hele. Hvad jeg derfor foreslaar som den simple og dog virk- somme Vej til at hæve Arbejdslønnen, forøge Kapitaludbyttet, udrydde Armoden og Arbejdsløsheden, give de menneskelige Kræfter frit Spillerum, højne Sædelighed og Dannelse og føre Civilisationen til endnu ædlere Højder, er — al lade det Offent- lige ved Beskatning tilegne sig Jordrenten. Paa denne Maade kan Staten blive den almene Jordejer uden dog at kalde sig saa, og uden at paatage sig et eneste nyt Hværv. I Formen vilde Ejendomsretten til Jord forblive ufor- andret. Man behøver ikke at fordrive en eneste Jordejer fra sin Ejendom, ikke at sætte Lov-Begrænsning for hvor megen Jord den Enkelte maa sidde inde med. Thi tages Jordrenten af Sta- ten som Skat, saa vil Jorden, ligegyldig i hvis Navn den staar op-