Fremskridt Og Fattigdom

218 Midlets Brug. der paahviler dem. Indirekte Skatter udredes i uhyre Maalestok af Folk, som betaler liden eller ingen direkte Skat. I de For- enede Stater vokser med rivende Fart den Klasse, som ikke blot bryder sig fejl om Beskatningen, men endog er lige glade enten Statsstyrelsen er god eller slet. I vore største Byer bestemmes Valgene for største Delen ikke af Hensyn til det offentlige Vel, men af Hensyn som dem, der afgjorde Valgene i Rom, da Mas- serne ikke længere bekymrede sig om andet end Brød og Skuespil. En Ombytning af de nuværende mangfoldige Skatter med en eneste paa Jordens Værdi vilde derimod hæve selv de fattigste over den Tilstand af yderlig Fattigdom, der kvæler al Interesse for offentlige Spørgsmaal, og samtidig beskære de Kæmpeformuer, som gør deres Besiddere lige glade, hvordan Landet styres. De politisk farlige Klasser er de meget rige og de helt fattige. Det er ikke Bevidstheden om at betale saa og saa meget i Skat, som giver et Menneske Interesse for sit Land og dets Styre, men Bevidstheden om, at han udgør et levende Led af Samfundet, at dets Lykke er hans Lykke, dets Vanære hans Skam. Føler blot Borgeren dette, kan Samfundet stole paa ham, oni det saa gælder Liv og Blod. Men fædrelandssindede Vælgere frembringes lige saa lidt som Fædrelandsforsvarere ved Skatteydelse. Men man vil maaske spørge: Dersom Skatten paa Jordværdi virkelig er saa fortræffelig, hvoraf kommer det da, at alle Stats- styrelser foretrækker alle mulige andre Skatter fremfor den. Svaret ligger nær for Haanden: Skatten paa Jordværdi er den eneste Skat af nogen Betydning, som ikke lader sig skubbe videre. Den falder paa Jordejerne, og der findes ikke nogen Maade, hvorpaa disse kan vælte Byrden over paa andre. Følge- lig er en stor og mægtig Klasse direkte interesseret i at holde Skatten paa Jordværdi nede og i Stedet lægge Skat paa alt andet, saaledes som da det lykkedes Englands Jordejere for 200 Aar siden at faa indført en Accise, der faldt paa alle F'orbrugere, til at træde i Stedet for de Forpligtelser, som hvilede paa deres Feudalgodser. Saaledes træder der en bestemt og mægtig Interesse fjendt- lig op imod Skat paa Jordværdi; de andre Skatter derimod møder ingen saadan særlig Modstand. Statsmænd har udøvet deres Kløgt paa at udtænke Skatter, som suger Arbejdets Løn og Kapitalens Udbytte, ligesom Vampyren siges at udsuge sine