Fremskridt Og Fattigdom

Den gængse Fremskridtstheori. 245 historiske Tid, og Folk af samme Stamme kan frembyde de største Forskelligheder. Ej heller kan de udelukkende tilskrives Forskelligheder i den omgivende Natur: Steder, hvor Kunster og Videnskaber før havde sin Vugge, er nu i mange Tilfælde Barbarers Tilholdssted. Forskellighederne hænger øjensynlig sammen med Samfundsudviklingen. Udover de allerførste Be- gyndelser er det kun muligt for Mennesker at gaa fremad der- ved, at de lever i Samfund. Alle disse Fremskridt i Menne- skets Evne og Kaar sammenfatter vi derfor i Ordet Civilisation. Menneskene gaar fremad alt som de bliver civiliserede, d. v. s. lærer at samvirke. Hvad er Loven for denne Fremgang? Ud fra hvilket Al- menprincip kan vi forklare de forskellige Samfunds forskellige Civilisationstrin? Hvori bestaar Civilisations-Fremskridtet, saa vi kan sige om de forskellige Samfundsindretninger, at denne be- gunstiger det, hin derimod ikke, eller forklare, hvorfor en Ind- retning, som til en Tid fremmer det, til en anden Tid kan hæmme det? Den fremherskende Tankegang nu om Stunder er den, at Civilisations-Fremskridtet er en Udvikling, i Løbet af hvilken Menneskets Evner øges og dets Egenskaber udvikles i Kraft af Aarsager lig dem, man peger paa til Forklaring af, hvorledes Arterne opstaar, nemlig de bedst Skikkedes Overlevelse og er- hvervede Egenskabers Nedarvning. At Civilisation er en Udvikling, at den, sagt med Herbert Spencers Ord, er en Fremadskriden fra ubestemt, usammenhæn- gende Ligeartethed til bestemt, sammenhængende Uligeartethed, er der ingen Tvivl om; men hermed er intet sagt om, hvilke Aarsager det er, som fremmer eller hæmmer Fremskridtet. Som Udviklingslæren fremstilles, giver den intet afgørende og tydeligt Svar paa dette Spørgsmaal, har tværtimod fremkaldt en Anskuelse (eller rettere sagt givet den et vist Sammenhæng), som ikke stemmer med de virkelige Forhold. Den vulgære Forklaring af Fremskridtet har stor Lighed med den Opfatning, Pengemanden gærne har af Aarsagerne til den ulige Formuesfordeling. Hans «Theori» er sædvanligvis den, at hvem der bare har Vilje og Evne dertil, kan skalle sig Penge nok, og at det er Uvidenhed, Dovenskab eller Ødselhed, som fremkalder Forskellen mellem Fattige og Rige. Paa lig- nende Maade maa, efter den almindelige Forklaring, ogsaa Grunden