Fremskridt Og Fattigdom

248 Loven for det menneskelige Fremskridt. Overlegenhed er Resultatet af en længere Opdragelse, at vi er saa at sige Naturens voksne Mænd, medens de endnu er Børn; thi baade Hinduerne og Kineserne var højt civiliserede, havde store Byer, mægtige Stater, filosofiske Skoler, forfinede Sæder, betydelig Handel, Haandværk og Kunst, dengang vore Forfædre endnu var omvandrende Barbarer, som boede i Hytter og Skind- telte. Men medens vi er gaaet frem fra denne vilde Tilstand til det nittende Aarhundredes Civilisation, har de staaet stille. Dersom Fremgang er Resultatet af faste, uundgaaelige og evige Love, som tvinger Menneskene fremad, hvorledes skal vi da for- klare os dette? Walter Bagehot indrømmer Vægten af denne Indvending og søger at forklare Sagen paa følgende Maade: Det første, der kræves for at civilisere Mennesket, er at tæmme det, formaa det til at leve i Samfund med sine Medmennesker, i Lydighed mod Loven; herved opstaar der en Samling eller «Skorpe» af Love og Skikke, der efterhaanden styrkes og udvides ved Natur-Udvalg, og den saaledes sammenbundne Stamme eller Nation har en For- del fremfor de spredt levende Individer. Men denne Skorpe af Skikke og Love bliver tilsidst altfor tyk og haard til at tillade videre Fremgang, som ikkun er mulig, naar der indtræffer Om- stændigheder, som medfører fri Meningsudveksling og saaledes tilsteder den for Fremgangen nødvendige Frihed og Bevægelighed. Denne Forklaring kommer imidlertid paa Tværs af Hoved The- orien og forklarer endda ikke Kendsgærningerne. Den Tilbøjelighed til Stivning, som Bagehot taler om, maatte vise sig paa et meget tidligt Udviklingstrin, og de Eksempler, han peger paa, er næsten alle hentet fra vilde eller halvvilde Folk. Men de stivnede Civilisationer havde tilbagelagt en lang Vej, før de gik i staa. Der maa have været en Tid, da de var naaet langt ud over den vilde Tilstand, og dog endnu var ny- skabende, frie og fremadskridende. De gik istaa paa et Punkt, der næppe i nogen Henseende stod under, men derimod i mange Henseender over den europæiske Civilisation i, lad os sige det sekstende eller i det mindste det femtende Aarhundrede. Lige til det Punkt maa der altsaa have været livlig Meningsbrydning, Glæde over, hvad der var nyt og Aandsvirksomhed af alle Slags. Der var virsomt Liv og Fremskridt, længe efter, at Menneskene havde lært at leve sammen. Den ubevægeligste og mest forstenede af alle de Civilisa-