Fremskridt Og Fattigdom

Den gængse Fremskridtstheori. 249 tioner, vi kender, var Ægyptens, hvor endog Kunsten tilsidst antog en vanemæssig og uforanderlig Form. Men vi véd, at der forud herfor maa have været en Tid fuld af Liv og Kraft, en udviklings- og udvidelsesdygtig Civilisation, saadan som vor nu er; thi ellers kunde Kunst og Videnskab aldrig have naael saa højt et Standpunkt. Og nyere Udgravninger har bag det Ægyp- ten, vi hidtil kendte, bragt for Dagen et endnu tidligere Ægyp- ten: Billedhuggerarbejde og Udskæringer, som ikke har en haard, stivnet Type, men straaler af Liv og Udtryk, og som viser os Kunsten kæmpende, varm, naturlig og fri, det sikre Kendetegn paa et virksomt og voksende Liv. Det samme maa engang have været Tilfældet med alle de Civilisationer, som nu staar stille. Men det er ikke blot disse stillestaaende Civilisationers Stivnen, som den herskende Udviklingtheori ikke formaar at for- klare os. Der er jo nemlig ikke blot Folk, som er naaet et vist Stykke frem og saa gaaet istaa; der er Folk som har vandret ad Fremskridtets Vej — og derpaa gaaet tilbage. Det er ikke blot Enkelttilfælde, der stiller sig imod Theorien, det er den. al- mindelige Regel. Enhver Civilisation, som Verden hidtil har set, har havt sin Tid af kraftig Vækst, af Standsning og Stilstand, af Synken og Fald. Af alle de Civilisationer, som er opstaaet og har blomstret, er nu blot de, som er blevet stillestaaende, samt vor egen tilbage, og denne sidste er endnu ikke saa gam- mel, som Pyramiderne var, da Abraham saa dem — og bag Py- ramiderne strakte sig endda yderligere en overleveret Historie paa tyve Aarhundreder. At vor egen Civilisation har et bredere Grundlag, er raskere fremskridende og har en højere Flugt end nogen tidligere Civi- lisation, er uden Tvivl sandt, men i saa Henseende er den næppe mere forud for den græsk-romerske Civilisation, end denne var forud for asiatisk, og selv om saa var, det vilde dog intet bevise med Hensyn til dens Varighed og Fremgang i kommende Tider, naar det ikke kan bevises, at den mindre end sine Forgængere lider af de Skrøbeligheder, som foraarsagede deres Fald. I Virkeligheden kan intet være fjærnere fra at forklare Ver- denshistoriens Kendsgærninger end den Theori, at Civilisationen er Resultatet af et naturligt Udvalg, som virker fremmende og højnende paa Menneskets Egenskaber. At Civilisation er opstaaet til forskellige Tider og paa forskellige Steder og har udviklet sig ulige stærkt, er ikke uforeneligt med Theorien; thi det kunde