Fremskridt Og Fattigdom

250 Loven for det menneskelige Fremskridt. hidrøre fra Uligheder i Drivkraft og Modstand; men at Frem- skridtet er begyndt overalt, men intetsteds har været vedvarende, overalt er bragt til Standsning eller Tilbagegang — det er ab- solut uforeneligt dermed. Thi dersom Fremskridtet virkede til at rodfæste en Forbedring i Menneskenaturen og saaledes frem- kalde nye Fremskridt, saa maatte trods tilfældige Afbrydelser den almindelige Regel være vedvarende Fremgang, saa det ene Fremskridt fulgte det andet, og enhver Civilisation udviklede sig til en endnu højere. Det modsatte er imidlertid ikke blot det sædvanlige, men en almengyldig Regel. Vor Jord er en Grav for døde Riger ikke mindre end for døde Mennesker. I Stedet for, at Frem- skridtet skulde gøre Mennesket skikket til større Fremskridt, er enhver Civilisation, der i sin Tid var lige saa kraftig og fremad- skridende, som vor nu er, gaaet i Staa af sig selv. Atter og atter er Kunst og Videnskab gaaet tilbage, Kraften svækket, Be- folkningen aftaget, indtil der af det Folk, som havde bygget store Templer og mægtige Byer, afledet Floder, dyrket Jorden som en Have og indført den yderste Forfinelse i Livets Smaating, blot er blevet tilbage en Levning af usle Barbarer, som har tabt endog Erindringen om deres Forfædres Bedrifter og be- tragter de levnede Spor af deres fordums Storhed som Værk af Aander eller af Kæmpeslægten før Syndfloden. «0 Rom, dette vil en Gang ogsaa blive din Skæbne!» sagde Scipio græ- dende paa Kartagos Ruiner, og Macaulays Billede af Ny-Zeelæn- deren tankefuld staaende ved London-Broens forfaldne Buer maa gøre Indtryk selv paa deres Indbildningskraft, der har set Byer opvokse i Ødemarken og været med til at lægge Grunden til et nyt Verdensrige. Derfor laver vi ogsaa, naar vi opfører en of- fentlig Bygning, en Udhulning i Grundstenen og indeslutter deri omhyggelig nogle Minder fra vore Dage, idet vi forudser (ten Tid, da vore Værker er Ruiner og vi selv forglemte. Om denne Civilisations afvekslende Stigen og Falden er Bølgebevægelser af en opadstigende Linie eller ej, gør her ingen Forskel. Selv om man indrømmer, at hver Civilisation har rakt Faklen til en højere Civilisation, saa kan dog den Theori, at Civilisationen skrider frem i Kraft af gradvise Ændringer i den menneskelige Natur, ikke forklare Sagen. Thi det er stadig ikke den Race, som er blevet opdraget og arvelig forandret ved den gamle Civilisation, der begynder den nye, men en frisk, fra et