Fremskridt Og Fattigdom

Den gængse Fremskridtstheori. 251 lavere Trin opadstigende Race. Det er det ene Tidsrums Bar- barei, som er blevet det næstes civiliserede Mennesker — for igen at afløses af nye Barbarer. For det har hidtil altid været Til- fældet, at Menneskene vel under Civilisationens Indflydelse først er gaaet fremad men siden er vanslægtet. Der gives Laster, Fordærvelse og Svækkelse, som hidtil ufravigelig har vist sig, naar Civilisationen har naaet et vist Punkt. Enhver Civilisation, der er blevet overvældet af Barbarer, er i Virkeligheden gaaet til Grunde som Følge af indre Fordærvelse. Saa saare man faar Øje for denne almengyldige Kends- gærning, maa den Theori falde til Jorden, at Fremskridtet fore- gaar ved Nedarvning. Ser vi ud over Verdenshistorien, vil vi finde, at Linien for det højeste Fremskridt intetsteds for længere Tid falder sammen med nogen Arvelighedslinie. I enhver Arve- lighedslinie synes Tilbagegang altid at følge paa Fremgang. Maa vi derfor sige, at der gives en bestemt Levetid for Na- tioner eller Racer saavelsom for det enkelte Individ, at ethvert Samfund har saa at sige en vis Sum af Kraft, hvis Forbrug nødvendigvis følges af Forfald? Dette er en gammel, meget udbredt Forestilling, som mange endnu holder paa. Ja, denne Forestilling kunde vist endog godt lade sig bringe under Udvik- lingslærens Almensynspunkt og Udtryksmaade. Betragter man Individerne som Atomer, kunde man jo opstille en Analogi mel- lem et Samfundsliv og et Solsystems Liv, som det er ifølge 1 aagehypotesen. Ligesom Solens Varme og Lys frembringes ved den ved Sammentrængning af Atomerne udviklede Bevægelse, der tilsidst ophører, naar Atomerne kommer i Ligevægt, saa der indtræder en Ubevægeligbedstilstand, som kun kan af- brydes ved Indgreb af ydre Kræfter, som vender Udviklingspro- cessen om ; Sprænger og spreder og bliver Udgangspunkt for Ny- begyndelse, saaledes, kunde man sige, udvikles der ved Indi- vidernes Sammenslutning til et Samfund en Kraft, som frem- bringer Civilisationens Lys og Varme; men naar denne Proces ophører, idet de individuelle Bestanddele kommer i Ligevægts- tilstand og indtager sine bestemte Pladser, indtræder der For- stening, saa en Søndersplittelse og Opløsning, foraarsaget ved Indfald al Barbarer, er nødvendig, for at Processen kan begynde paa ny og fremkalde en ny Civilisationsopblomstring. Men Analogier er de farligste Methoder for Tænkningen. De kan have et Skær af Rigtighed og dog fordreje eller dølge