Fremskridt Og Fattigdom

254 Loven for det menneskelige Fremskridt. skel vil vise sig mellem to Søstre, af hvilke den ene er bleven gift med en Mand, som er forblevet fattig, hvorfor hun hele Livet igennem er blevet trykket af smaa Bekymringer og Ud- sigtsløshed, medens den anden har ægtet en Mand, hvis senere Livsstilling fører hende ind i dannet Selskab og giver hende Lejlighed til at uddanne sin Smag og udvide sin Synskreds. En stor Del af de Eksempler, der fremsættes som Bevis paa Nedarvning, er da i Virkeligheden ogsaa uden al Betydning. At f. Eks. en stor Mængde af Ny Yorks Forbrydere og Tiggere be- vislig gennem tre eller fire Slægtled nedstammer fra Fattiglemmer, er gentagende bleven anført som Bevis paa Nedarvning. Men det beviser intet saadant, da jo en fyldestgørende Forklaring af Sagen ligger nærmere. Fattiglemmer opdrager Fattiglemmer selv om Børnene ikke er deres egne, ligesom en nær Berøring med Forbrydere vil gøre selv de bedste Forældres Børn til For- brydere. Har man lært at stole paa Almisser, saa taber man nødvendigvis den Selvagtelse og Uafhængighed, som er nødvendig for at kunne stole paa sig selv, naar det kniber. Det er derfor at Velgørenhed har den Virkning at forøge Kravet paa Velgøren- hed, og det er et aabent Spørgsmaal, om Almisse og olFentlig Fattigunderstøttelse ikke paa denne Vis gør langt mere Skade end Gavn. Børnenes Tilbøjelighed til at vise samme Følelser, Smag, Fordomme eller Færdigheder som deres Forældre, maa ogsaa skrives paa Samlivets Regning. Og Undtagelserne bekræfter blot Regelen, da Eksemplet jo ogsaa kan vække Modvillie og Modstand. Og der er, tror jeg, endnu en Indflydelse, som ofte for- klarer det, der anses for en Atavisme i Karakteren — den samme Indflydelse, som gør, at den romanslugende Dreng ønsker at blive Sørøver. Jeg kendte en Gang en Mand, i hvis Aarer der flød indianske Høvdingers Blod. Han plejede at fortælle mig Slægts-Minder, som han havde hørt af sin Farfader, og som be- lyste, hvad der for den Hvide er saa vanskeligt at forstaa — Indianernes Tænkemaade, den higende Blodtørst hos den listig krybende Kriger, og den Sjælsstyrke han viser ved Marterpælen. Efter den Maade, hvorpaa han talte om dette, er jeg ikke i Tvivl om, at han, en højt dannet, civiliseret Mand, som han var, under visse Omstændigheder kunde have vist Træk, som man vilde have tilskrevet hans indianske Blod, men som i Virke-