Fremskridt Og Fattigdom

Fremskridtets Lov. 261 Love. I dette af hvert Samfund særskilt frembragte Væv, eller rettere i disse Væv (thi alle Samfund er jo sammensat af min- dre Samfund, der er indbyrdes sammenflettet) optages det enkelte Menneske ved sin Fødsel, og deraf præges dets Aandsudvikling. Det er paa denne Maade at Sæder, Religioner, Smagsretninger og Sprog opstaar og forplanter sig. Det paa denne Maade Fær- digheder overføres, Kundskab ophobes og en Tids Opdagelser danner det fælles Forraad og et Trappetrin for den næste. Skønt dette ofte forvolder Fremskridtet de største Hindringer, er det alligevel det, der gør Fremskridt muligt. Det sætter vor Tids Skoledrenge i Stand til i faa Timer at lære mere om Ver- den, end Ptolemæos vidste, det stiller den mest tykhovede For- sker langt over den Højde, Aristotelcs’s Kæmpeaand naaede. Del er for Slægten, hvad Hukommelsen er for den enkelte. Det menneskelige Fremskridt foregaar i samme Grad, som del ene Slægtleds Fremskridt paa denne Maade sikres som fælles Ejendom for det næste og gøres til Udgangspunkt for nye Frem- skridt. TREDJE KAPITEL. Fremskridtets Lov. Hvad er da Loven for det menneskelige Fremskridt — den Lov, der klart og bestemt, ikke ved svævende, almindelige Ud- tryk eller overfladiske Analogier forklarer, hvorledes Civilisationen skrider frem, antager forskelligt Præg, stanser, forfalder eller op- blomstrer paany. Det er ikke vanskeligt at opdage en saadan Lov. Vi be- høver blot at se os om og vi vil finde den: Drivfjeren til Fremskridt er vor medfødte Trang til at til- fredsstille vor dyriske Naturs Behov saavel som Tanke- og Fø- lelseslivets Behov, Trangen til at være, at vide og at handle — en Trang, der lige til Uendelighedens Grænser aldrig kan til- fredsstilles, da den vokser ved det, som nærer den. Det menneskelige Livs Kortvarighed tillader kun den Enkelte og (let enkelte Slægtled at gaa et kort Stykke, men naar hvert Slægtled tager sine Forgængeres indvundne Fordele i Arv, kan