Fremskridt Og Fattigdom
Forfatter: Henry George
År: 1905
Forlag: Græbes Bogtrykkeri
Sted: København & Kristiania
Sider: 297
UDK: 333
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
276
Loven for det menneskelige Fremskridt.
ningen forholdsvis er tynd, beror Uligheden i Formuesfordelingen
hovedsagelig paa Ulighed i de personlige Rettigheder; det er
først senere, at den Ulighed, som skyldes Jordens Overgang til
Privatejendom, træder skarpt frem for Dagen. Imidlertid er det
nu aabenbart, at fuldstændig politisk Lighed ikke i og for sig
kan hindre den Tendens til Ulighed, som udspringer fra den
private Ejendomsret til Jord, og det er endvidere klart, at, naar
den politiske Lighed møder en voksende økonomisk Ulighed,
saa maa den tilsidst afføde enten det organiserede Tyrannis Ene-
vælde eller Anarkiets Voldsherredømme.
For at forvandle et republikansk Styre til det laveste, og
mest brutale Despoti er det ikke nødvendigt i Formen at for-
andre Landets Forfatning. Der gik Aarhundreder efter Cæsars
Tid, inden Enevoldsherskeren over Romerverdenen gjorde For-
dring paa at regere anderledes end i Kraft af det Senats Myn-
dighed, der skalv for ham.
Men Formen er intet, naar Indholdet er borte, og de folke-
lige Styrelsesformer er netop de, som Frihedens Indhold lettest
kan forsvinde fra. Yderlighederne berører hinanden, og en Stats-
forfatning med almindelig Stemmeret og theoretisk Lighed kan
netop lettest gaa over til Despoti. Thi der gaar Forvandlingen
til Despoti for sig i Folkets Navn og ved Hjælp af Folkets Magt.
Har man bare engang sikret sig Magtens eneste Kilde, da har
man sikret sig alt. Der findes da ingen politisk umyndig Klasse,
man kan appellere til, ingen privilegerede Stænder, som under
Forsvaret for sine egne Rettigheder kan forsvare alles. Der er
intet Dige til at dæmme op mod Floden. Det var Baroner,
anført af en krumstavbærende Erkebisp, der tvang Englands
Konge ind under magna Charta, det var Middelklassen, som
brød Stilarternes Hovmod; men et blot og bart Pengearistokrati
vil aldrig bekæmpe, saalænge det kan haabe at bestikke Tyrannen.
Og naar Uligheden i Livsvilkaar tiltager, gør almindelig
Stemmeret det let at bemægtige sig Magtens Kilde, thi desto
større Andel af Magten ligger da i deres Hænder, som ikke føler
nogen Interesse for, hvorledes Staten styres, og som forbitrede
af Nød og fordummede af Fattigdom er rede til at sælge deres
Stemme til den højest bydende eller følge den højest skraalende
Demagogs Ledelse, eller maaske endog betragter en ryggesløs og
tyrannisk Regering med det Slags Velbehag, som vi kan forestille
os, at Roms Proletarer og Trælle maa have følt, naar de saa