Fremskridt Og Fattigdom

Forfatter: Henry George

År: 1905

Forlag: Græbes Bogtrykkeri

Sted: København & Kristiania

Sider: 297

UDK: 333

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 316 Forrige Næste
276 Loven for det menneskelige Fremskridt. ningen forholdsvis er tynd, beror Uligheden i Formuesfordelingen hovedsagelig paa Ulighed i de personlige Rettigheder; det er først senere, at den Ulighed, som skyldes Jordens Overgang til Privatejendom, træder skarpt frem for Dagen. Imidlertid er det nu aabenbart, at fuldstændig politisk Lighed ikke i og for sig kan hindre den Tendens til Ulighed, som udspringer fra den private Ejendomsret til Jord, og det er endvidere klart, at, naar den politiske Lighed møder en voksende økonomisk Ulighed, saa maa den tilsidst afføde enten det organiserede Tyrannis Ene- vælde eller Anarkiets Voldsherredømme. For at forvandle et republikansk Styre til det laveste, og mest brutale Despoti er det ikke nødvendigt i Formen at for- andre Landets Forfatning. Der gik Aarhundreder efter Cæsars Tid, inden Enevoldsherskeren over Romerverdenen gjorde For- dring paa at regere anderledes end i Kraft af det Senats Myn- dighed, der skalv for ham. Men Formen er intet, naar Indholdet er borte, og de folke- lige Styrelsesformer er netop de, som Frihedens Indhold lettest kan forsvinde fra. Yderlighederne berører hinanden, og en Stats- forfatning med almindelig Stemmeret og theoretisk Lighed kan netop lettest gaa over til Despoti. Thi der gaar Forvandlingen til Despoti for sig i Folkets Navn og ved Hjælp af Folkets Magt. Har man bare engang sikret sig Magtens eneste Kilde, da har man sikret sig alt. Der findes da ingen politisk umyndig Klasse, man kan appellere til, ingen privilegerede Stænder, som under Forsvaret for sine egne Rettigheder kan forsvare alles. Der er intet Dige til at dæmme op mod Floden. Det var Baroner, anført af en krumstavbærende Erkebisp, der tvang Englands Konge ind under magna Charta, det var Middelklassen, som brød Stilarternes Hovmod; men et blot og bart Pengearistokrati vil aldrig bekæmpe, saalænge det kan haabe at bestikke Tyrannen. Og naar Uligheden i Livsvilkaar tiltager, gør almindelig Stemmeret det let at bemægtige sig Magtens Kilde, thi desto større Andel af Magten ligger da i deres Hænder, som ikke føler nogen Interesse for, hvorledes Staten styres, og som forbitrede af Nød og fordummede af Fattigdom er rede til at sælge deres Stemme til den højest bydende eller følge den højest skraalende Demagogs Ledelse, eller maaske endog betragter en ryggesløs og tyrannisk Regering med det Slags Velbehag, som vi kan forestille os, at Roms Proletarer og Trælle maa have følt, naar de saa