Fremskridt Og Fattigdom

282 Loven for det menneskelige Fremskridt. At Civilisationens gradvise Tilbagegang efter et Tidsrum af Fremgang endog nødvendigvis af det store Flertal maa opfattes som Fremskridt, er let at forstaa. Saaledes er der f. Eks. en umaadelig Forskel mellem den græske Kunst i den klassiske Tid og i det senere Rige; men Forandringen var ledsaget eller ret- tere sagt foraarsaget af en Forandring i Smagen. De Kunstnere, som hurtigst fulgte denne Smagsforandring, ansaas i sin Tid som de ypperste. Og ligesaa i Literaturen. Da den blev mere flad barnagtig og opstyltet, blev det opfattet som forøget Kraft og Skønhed; medens det virkelig gode blev anset for raat, tørt eller kedsommeligt. Ja, naar Nedgangen allerede er i fuld Fart, kan endog Tilbagegangen til Barbari blive anset om end ikke rent ud for Fremskridt, saa dog for noget nødvendigt. Nylig har man f. Eks. genindført Pryglestraf i den engelske Straffelov, og det samme har man ogsaa stærkt taget til Orde for paa denne Side Atlanterhavet. Forbrydelsernes voksende Antal kan jo maaskc endog føre til, at Anvendelsen af Tortur ved retslige Undersøgel- ser, som stadig tiltog med den romerske Civilisations Forfald, paa ny kan blive paakrævet som en nødvendig Forbedring i vor Straffelov. Hvorvidt der virkelig i Nutidens Anskuelser og Smag alle- rede har vist sig Tegn til Tilbagegang, er det ikke nødvendigt her at undersøge; inen sikkert er det, at mange Ting tyder hen paa, at vor Civilisation har naaet et kritisk Tidsrum, og at dersom man ikke tager et nyt Tilløb henimod social Lighed, kan det 19de Aarhundrede muligvis komme til for Efterverdenen at staa som denne Civilisations Højdepunkt. De industrielle Kriser, som foraarsager lige saa megen Bortødsling og Lidelse, som Hungers- nød eller Krige fører med sig, ligner de Anfald, der gaar forud for en Lammelse. Overalt er det klart, at den Ulighed, som Fremskridtet nødvendigvis afføder, hvor Jorden er monopoliseret, ikke kan gaa stort længere, uden at drive vor Civilisation ind paa det Skraaplan, som er saa let at betræde, men saa vanskeligt at slippe bort fra. Overalt ser man Tilværelseskampens sti- gende Bitterhed og den voksende Nødvendighed af at anspænde hver Nerve for ikke at blive kastet omkuld og trampet under Fod i Kapløbet, lægge Beslag paa de Kræfter, som skulde sætte Fremskridtet i Gang og holde det oppe. I alle civiliserede Lande er Fattigondet, Forbrydelserne og Sindssygen i Tiltagen. Saa- danne Kendsgærninger tyder ikke paa stigende Civilisation. De