Fremskridt Og Fattigdom

Vor Civilisations Forfald. 283 lyder tværtimod paa en Civilisation, som i sine Understrømme allerede har begyndt at ebbe ud. Og om end vor Viden endnu vokser og vore Opfindelser endnu gaar for sig og Byerne endnu udvider sig, saa er dog Civilisationens Forfald allerede begyndt, naar vi i Forhold til Folkemængden maa bygge flere og flere Fængsler, Fattighuse og Sindssygeanstalter. Det er ikke ovenfra nedad, at Samfundene dør, det er nedenfra opad. Men der findes endnu langt mærkbarere Beviser for Civili- sationens nedadgaaende Tendens. Der findes i Tiden en ube- stemt, men almindelig Følelse af Misnøje, en revolutionær Gæ- ring og en voksende Bitterhed blandt de arbejdende Klasser. Fulgte nu hermed en klar Forestilling om, hvorledes Ondet kunde afhjælpes, saa vilde det være et forhaabningsfuldt Tegn; men det er ikke saa. Trods al Skolegang synes Folk ikke at være kommet en Smule længere frem i den Kunst at slutte fra Virkning til Aarsag. Tilbagefaldet til Beskyttelsestold og andre politiske Vildfarelser, der for længe siden burde være lagt paa Hylden, beviser dette. — Ingen kan se paa den umaadelige Om- ændring af de religiøse Forestillinger, som nu gaar for sig i hele den civiliserede Verden, uden at føle, at dette kan faa de mest skæbnesvangre Følger. Thi hvad der gaar for sig, er ikke en Forandring i Religionens Form, men en Nedbrydning af Re- ligionens Grundideer. Kristendommen er ikke bare simpelthen i Færd med at frigøre sig for Overtro, den er ved i Folkets Sjæl at dø ud lige til Roden, ligesom det gamle Hedenskab var ved at dø ud, da Kristendommen traadte ind i Verden. Og intet indtager dens Plads. Enten nu dette er et Fremskridt eller det modsatte, kan der ikke være Tvivl om, at dersom ikke Menneskenaturen pludselig har forandret sig i det, som Verdens- historien viser er Menneskehedens dybeste Karaktertræk, saa for- beredes der herigennem de mægtigste Begivenheder. I mindre Maalestok og paa en mere overfladisk Maade gik en saadan Til- stand i Tænkningens Verden forud for den franske Revolution men nu er det dybt og ikke grundt, den materialistiske Tanke- gang pløjer. Det nærmest tilsvarende Sidestykke til det Skib- brud for de religiøse Forestillinger, som nu gaar for sig, frem- byder det Tidsrum, hvori den gamle Civilisation gik over fra Herlighed til Forfald. Hvad Forandring der vil komme, formaar ingen Dødelig at sige; men at en stor Forandring maa komme, det begynder tænkende Mennesker at forstaa. Den civiliserede