Fremskridt Og Fattigdom

286 Loven for det menneskelige Fremskridt. vel som Lysets Kilde, foraarsager al Bevægelse og fremkalder alle Tilværelsens og Skønhedens uendelige Mangfoldigheder, saa- ledes er Frihedens Betydning for Menneskeslægten. Det er ikke for et tomt Tankespind Frihedens Forkæmpere har stridt og i enhver Tidsalder dens Vidner og Martyrer er fremstaaet. Vi taler om Friheden som en Ting for sig selv og om Dyd, Velstand, Kundskab, Opfindelsesevne, Folkekraft og Uafhængighed som ganske andre Ting; men Friheden er alle disse Tings Moder; den er for Dyden, hvad Lyset er for Farven, for Velstanden, hvad Solskinnet er for Kornet. Den er Opfindelsernes Genius, Folkekraftens Nerve, den folkelige Uafhængigheds Aand. Hvor Friheden stiger, der vokser Dyden, Velstanden tiltager, Kund- skaben udbreder sig, Opfindelser øger de menneskelige Kræfter, og i Kraft og Aand staar det friere Folk blandt sine Naboer som Saul blandt sine Brødre, højere og skønnere. Hvor Fri- heden synker, der visner Dyden, Velstanden tager af, Kund- skaben glemmes, Opfindelserne hører op, og Riger, der engang var mægtige i Krigens og Fredens Idrætter, bliver et hjælpeløst Bytte for friere Barbarer! Kun i brudte Straaler har Frihedens Sol hidtil skinnet blandt Menneskene, men alle Fremskridt har dog den kaldt frem ! Friheden kom til et Folk af Trælle, som vaandede sig under ægyptiske Svøber, og førte det ud af Trældommen. Den staal- satte det i Ørkenen og gjorde det til et Folk af Sejervindere. Mose- lovens frisindede Aand førte dets Tænkere op paa Højder, hvor de saa Guds Enhed, og begejstrede dets Digtere til Sange, som endnu den Dag idag er et Udtryk for Tankens højeste Flugt. Friheden dæmrede paa Fønikiens Kyst, og gennem Herkules- Søjlernes Port sejlede der Skibe for at pløje det ukendte Hav. Den kastede et Halvlys hen over Grækenland, og Marmoret blev til Skikkelser af fuldendt Skønhed, Ordet et Redskab for de fineste Tanker, og mod de frie Byers Folkevæbning knustes den store Konges talløse Skarer som Bølgerne mod en Klippe. Den kastede sine Straaler paa de italienske Bønders Smaabrug, og af dens Kraft udsprang der en Magt, som erobrede Verden. Den lyste ud fra de germanske Krigeres Skjolde, og Augustus græd over sine Legioner. Ud af den Nat, som fulgte paa dens Formørkelse, faldt dens første Daggry paa frie Stæder, og den tabte Vidskab levede op igen, og den moderne Civilisation tog