Fremskridt Og Fattigdom

Den centrale Sandhed. 289 dighed, ligesaa virkelig, som om Naturens Frugtbarhed var blevet forøget. Hos En vaagnede den Tanke, som tøjlede Dampen til Menneskehedens Tjeneste. I en Andens indre Øre blev den Hemmelighed hvisket, som tvinger Lynet til at bære Budskab rundt om Jorden. Paa hvert Omraade af Næringsfliden er der opstaaet Arme af Jærn og Fingre af Staal, hvis Virkning paa Formueproduktionen har været netop den samme som en For- øgelse af Naturens Frugtbarhed. Men hvad har Følgen været? Simpelthen al gøre de Faa endnu rigere, de Mange endnu mere hjælpeløse. Er det muligt, at Skaberens Gaver ustraffet kan beslaglægges paa den Maade? Er det en ringe Ting, at Arbejdet berøves sin Fortjeneste, at de Mange lider Nød, medens de Faa er overmættet? Paa hvert Blad i Historien kan man læse den Lære, at slig Uret aldrig gaar ustraffet hen, at den Gengældelse, som følger Uret- færdigheden i Hælene, aldrig sover! Man se sig om i Dag! Kan denne Tingenes Tilstand vare længe? Skal ogsaa vi sige: «Efter os Syndfloden!» Den Kamp, som enten maa genoplive Samfundet eller styrte det i Ruiner, er nær for Haanden, om den ikke alle- rede er begyndt. Det er den Blindhed, som altid gaar forud for Ødelæggelsen, som i (ien civiliserede Verdens febersyge Pulsslag ikke ser andet end en forbigaaende Virkning af kortvarige Aarsager. Mellem vore demokratiske Ideer og aristokratiske Samfundsordning er der en uforsonlig Strid. Vi kan ikke vedblive at opdrage Drenge og Piger i vore offentlige Skoler og siden nægte dem Retten til ærlig at fortjene sit Brød. Vi kan ikke vedblive at snakke om Menneske- rettigheder og samtidig fornægte Menneskenes Ret til Skaberens Gaver. Men dersom vi, medens det endnu er Tid, tager vor Tilflugt til Retfærdigheden, dersom vi har Tiltro til Friheden og følger den, da maa de Kræfter, som nu truer, blive Midler for Frem- gangen. Tænk paa de Kræfter, der nu gaar til Spilde, de umaade- lige Kundskabsfelter, der endnu staar tilbage at udforske, de Muligheder, om hvilke de vidunderlige Opfindelser i dette Aar- hundrede blot giver en svag Anelse. Naar Nøden er tilintetgjort, Havesygen forvandlet til ædle Lidenskaber, naar det Broderskab, som fødes af Lighed, er traadt i Stedet for Skinsyge og Mistro, naar de aandelige Kræfter er frigjort ved Kaar, som giver selv George: Fremskridt og Fattigdom. 19