Fremskridt Og Fattigdom

288 Loven for det menneskelige Fremskridt. vedvare. Verdens evige Love forbyder det. Ruiner af døde Riger vidner derom, og den indre Stemme i hvert Menneskes Bryst svarer, at det er umuligt. Det er noget større end Vel- gørenheden, noget mere ophøjet end Barmhjertigheden — det er Retfærdigheden selv, som kræver af os, at vi skal udslette denne Uret. Den Retfærdighed, som ikke vi] afvises, som fører Sværdet ved Siden af Vægtskaalen. Skal vi søge at afvende Slaget med Messesang og Bønner? Skal vi søge at omgaa en uforanderlig Lovs Bud ved at bygge Kirker, mens hungrige Børn klager og trætte Mødre græder? Selv om den antager Bønnens Sprog, det er dog Guds- bespottelse at tilskrive Forsynets uransagelige Beslutninger den Lidelse og Raahed, som Armoden afføder, at vende sig med fol- dede Hænder til Gud den almægtige og lægge over paa ham An- svaret for vore Storbyers Elendighed og Forbrydelser. Et barm- hjertigt Menneske vilde have indrettet Verden bedre, et retfær- digt Menneske vilde med sin Fod knuse saadan en raadden Myretue! Det er os selv, Ansvaret paahviler! Skaberen udøser over os sine Gaver, mere end nok for alle. Men ligesom Svin, der rives om Føden, træder vi dem i Støvet — træder dem i Støvet, mens vi river og sønderslider hverandre! I selve Midtpunkterne for vor Civilisation findes der for vore Øjne Nød og Lidelse nok til at gøre hver den syg om Hjærtet, som ikke staalsætter sine Nerver. Tør vi vende os til Skaberen og bede ham afhjælpe det? Sæt, at Bønnen blev hørt: at Solen straalede med større Glans, at frisk Kraft gennem- trængte Jordbunden, og at den Sæd, som nu giver halvtresindstyve Fold, vilde give hundrede! Vilde Fattigdommen da formindskes eller Nøden afhjælpes? Nej, ingenlunde! Fordelen vilde kun blive forbigaaende. De nye Kræfter vilde vi jo blot kunne ud- nytte ved Brug af Jorden. Og da Jorden er privat Ejendom, vilde de, som nu har Eneret til Skaberens Gaver, tage Eneretten ogsaa til de nye Gaver. Jordrenten vilde stige, men Lønnen vilde fremdeles stræbe henimod Suitepunktet. Dette er ikke alene en socialøkononiisk Slutning; ogsaa Er- faringen viser det. Vi ved det, fordi vi har set det. 1 vor egen Tid, for vore egne Øjne har den Magt, som hele Vei'den blot er en Aabenbarelse af, den Magt, som skaber og opret- holder alt, forøget de Gaver, som staar til Menneskenes Raa-