Fremskridt Og Fattigdom

Menneskelivets Gaade. 293 Aarsagen vel kunde være dertil og hvorledes det skulde kunne afhjælpes, gav mig ingen Ro. Men af Undersøgelsen fremgik der for mig noget, som jeg ikke ventede at finde, og en Tro, som var død i mig, kom igen til Live. Længselen efter et tilkommende Liv er naturlig og dyb. Den vokser med den aandelige Udvikling, og ingen føler den vist dybere end de, som har begyndt at se, hvor stor Verden er, og hvor uendelige de Udsigter er, som ethvert Fremskridt i Viden aabner for os — Udsigter, som der vilde behøves en Evig- hed for at udforske. Men i vor Tids aandelig Luft synes det for det store Flertal af Mennesker, over hvem de blotte Tros- sætninger har tabt sin Magt, umuligt at se noget andet i denne Længsel end cl tomt og barnagtigt Haab, udsprunget fra Menne- skets Selvkærlighed, og uforeneligt med positiv Viden. Men naar vi undersøger og eftersporer de Forestillinger, som saaledes udslukker Haabet om et tilkommende Liv, viser det sig, at de har sin Kilde ikke i Naturvidenskabens Opdagel- ser, men i visse af Samfundslærens Lærdomme, som har gennem- syret Tænkningen i alle Retninger. De har sin Rod i den Lære, at (icr er en Tendens til at frembringe flere Mennesker, end der kan forsørges, at Last og Elendighed skyldes Naturlove og er de Midler, ved hvilke Fremskridtet foregaar, og at det menne- skelige Fremskridt sker gennem en langsom Raceforædling. Denne Lære, som i Almindelighed er blevet antaget for uimodsigelig Sandhed, har gjort, hvad Naturvidenskabens Fremskridt ikke i og for sig gør: fornedret det enkelte Menneske til Betydnings- løshed og dræbt den Forestilling, at der i Verdensordningen lages noget Hensyn til den enkelte og hans Liv. Det er vanskeligt at forene Tanken om Menneskets Udøde- lighed med den Forestilling, at Naturen ødsler med Menneskeliv ved stadig at bringe dem ind i en Verden, hvor der ingen Plads er for dem. Det er umuligt at forene Forestillingen om en vis og god Skaber med den Tro, at den Usseldom, som saa stor en Del af Menneskeslægten er hjemfalden til, er en Følge af hans Styrelse. Og den Forestilling, at Mennesket sjælelig og legemlig er Resultatet af langsomme Forandringer, som forplantes ved Arv, maa uimodsigelig bringe Erl paa den Tanke, at det er Ra- cens, ikke de enkelte Menneskers Liv, som er Maalet for vor Tilværelse. Saaledes er da den Tro, som i Livets Kampe og