Fremskridt Og Fattigdom

292 Slutning. og den opstaar undertiden hos de bedste og modigste — er den, at al Møje er haabløs, al Opofrelse forgæves. Hvor faa af dem, som saar Sæden, er det givet at se den spire eller endog kun med Vished at vide, at den vil spire. Lad os ikke skjule det for os selv. Atter og atter er Sand- hedens og Retfærdighedens Fane blevet løftet i denne Verden. Atter og atter er den blevet trampet ned — mangen Gang i Blod. Hvis de Kræfter var svage, som staar Sandheden imod, hvis Retfærdigheden kun behøvede at rejse sit Hoved, for at faa Uretfærdigheden til at fly, hvorledes kunde da de Fortryktes Klager saa længe raabe til Himlen? Men^ den, som ser Sandheden og Retten og vil staa paa dens Side, spørger ikke først, om Kampen vil lykkes. Falskhed og Uret skænker ofte nok Sejr. Men har ikke Sandheden og Retten noget at give, noget som just tilhører dem, ikke skyldes Tilfældets Luner? — At de har det, ved enhver, som har følt deres løftende Indflydelse. Men undertiden sænker Skyerne sig. Hvor knugende at læse om de Menneskers Liv, som har villet gøre noget for deres Medmennesker. Sokrates rakte de Gift- bægeret, Gracchus dræbte de med Stokke og Stene, og én, den største og reneste af alle, korsfæstede de. Den Dag idag er Ruslands Fængsler fulde, og i lange Rækker gaar Mænd og Kvinder, som, om det ikke var for deres højsindede Fædrelands- kærligheds Skyld, kunde have levet i Overflod og Mag, i Lænker til Sibiriens levende Død. Alt dette ser vi tydelig nok. Men ser vi det Hele? Nys fik jeg fat paa en Avis. I den stod der en kort Med- delelse om tre Nihilisters Henrettelse i Kiev — den preussiske Undersaat Brandtner, en ubekendt Mand, der kaldte sig Antonoff, og Adelsmanden Ossinsky. Ved Foden af Galgerne fik de Lov at kysse hinanden. «Saa skar Bøddelen Rebet over, Lægen stad- fæstede, at Døden var indtraadt, Legemerne blev begravet ved Foden af Skafottet, og Nihilisterne var overgivet til evig For- glemmelse.» Saaledes lyder Meddelelsen. — Jeg tror den ikke. Nej, ikke til Forglemmelse! Jeg har i denne Undersøgelse fulgt Gangen af mine egne Tanker. Da jeg i Tanken først begyndte den, havde jeg ingen Theori at støtte, ingen Slutninger at bevise. Men jeg havde for første Gang virkelig set den gruelige Elendighed, som raader i en stor By; den forfærdede og pinte mig, og Tanken om, hvad