Fremskridt Og Fattigdom

Slutning. 297 endnu sin fulde Betydning. Ormuzd kæmper endnu med Ahri- man — Lysets Fyrste med Mørkets Magter. Kampluren kalder hver den, som vil høre. Hvor den kalder og kalder og kalder, indtil Hjærtet svulmer hos dem, som hører den! Stærke, højtstræbende Sjæle er, hvad Verden ogsaa nu trænger til. Skønheden ligger endnu lænket, og det gode og sande og skønne, som kunde udspringe fra Menneskenes Liv, trykkes endnu i Støvet af jernhaarde Hjul. Og de, som kæmper paa Ormuzds Side, om de end ikke kender hverandre - et Sted, en Gang skal Mønstringsrullernc opraabes. Om end Sandhed og Retfærdighed ofte synes at ligge under i Striden — vi ser ikke det hele. Hvorledes skulde vi kunne det? Vi opfatter ikke engang alt (let, som foregaar omkring os. Æther-Svingningerne, som giver Indtryk af Lys og Farve, bliver umærkelige for os, naar de overskrider en vis Hastighed. Og ligesaa med Toner. Og denne Jord? Sammenlignet med Sol- systemet er vor Jord et umærkeligt Punkt, og Solsystemet selv svinder ind til intet, naar det maales med Stjernedybet. Har vi Ret til at sige, at det, som forsvinder for vort Blik, er viet til Forglemmelse? Nej, ikke til Forglemmelse. Langt, langt over vor Synskres maa de evige Love udøve sin Magt. Det Haab, der saaledes hæver sig, er Hjærtet i al Religion. Digterne har udsunget det, Seerne har forkyndt det, og i sine dybeste Pulsslag banker Menneskets Hjærte dets Sandhed imøde. Plutarks Ord udtrykker, hvad der til alle Tider og paa alle Tungemaal er blevet sagt af dem, som med rent Hjærte og klart Blik, staaende saa at sige paa Tankens Bjergtoppe og skuende ud over det dunkle Verdenshav, har set et Glimt af Landet paa den anden Side: < Menneskenes Sjæl, som her er omgivet af Legeme og Liden- skaber, har intet Fællesskab med Gud uden det, den kan opnaa i Forestillingen ad Tænkningens Vej ligesom i en Slags dunkel Drøm. Men naar Sjælen er frigjort fra Legemet og overført til den usete, usynlige, utilgængelige og rene Egn, da er denne Gud vor Fører og Konge; vi skal der tilhøre ham helt og skal uden at trættes skue og lidenskabelig elske den Skønhed, som Mennesker ikke kan udsige.*