Fremskridt Og Fattigdom

46 Arbejdsløn og Kapital. som Næringsflidens Produktivitet drager, saa er Lønnen endogsaa forholdsvis lavest, hvor der er rigeligst med Kapital. Redskaber, Maskiner o. s. v. er der aabenbart niere af i de fremskredne Lande, end hvad der virkelig anvendes; enhver Udsigt til løn- nende Anvendelse bringer mere Kapital end nødvendig for Dagen. Spanden er ikke blot fuld, den løber over. Saa øjensynligt er dette, at ikke blot af uvidende Folk, men ogsaa af Mænd med stort økonomisk Ry bliver «de daarlige Tider» tilskrevet Over- flødigheden paa Maskiner og Ophobningen af Kapital; ja, af Krigen, denne Kapitalødelægger, venter man sig endogsaa Op- sving og Lønstigning — en Opfattelse, der besynderlig nok endog deles af mange af dem, som paastaar, at det er ^Kapitalen, der sysselsætter og lønner Arbejderne! Ved tydelig at paavise, hvad Kapital virkelig er og virkelig tjener til, har vi taget det første, men ogsaa kun det første, vigtige Skridt til Løsningen af vor Opgave. Thi naar, som vi har paavist, Arbejdslønnen ikke tages af Kapitalen, saa er de herskende Teorier om Forholdet mellem Kapital og Arbejde uhold- bare. — Naar hver eneste Arbejder ved sit Arbejde selv tilveje- bringer de Midler, hvoraf hans Løn bestrides, da kan Arbejder- nes Forøgelse ikke formindske Lønnen. Tværtimod maa, under ellers lige Vilkaar, Lønnen blive desto højere, jo flere Arbejdere der findes, da Arbejdets Produktivitet jo tiltager med Arbejdernes Antal. Men dette nødvendige Forbehold «under ellers lige Vilkaar» leder os ind paa et Spørgsmaal, som maa undersøges og afgøres, førend vi kan gaa videre. Dette Spørgsmaal er: Har Naturens produktive Kræfter Tendens til at formindskes med de voksende Krav, som tiltagende Befolkning stiller til dem?