Fremskridt Og Fattigdom

64 Befolkning og Livsfornødenheder. Tid, da Befolkninger var størst (1840—45), havde Irland noget over 8 Millioner Indbyggere. Men en meget stor Del af dem boede i usle Rønner, var klædt i Pjalter og levede omtrent ude- lukkende af Kartofler. Da Kartoffelsygen kom, døde de i Tu- sindvis. Men var det Jordens Mangel paa Evne til ernære en saa stor Befolkning, der tvang saa mange til at leve paa denne usle Maade og udsatte dem for Hungersnød ved en eneste Af- grødes Misvækst? Tvært imod, det var den samme samvittig- hedsløse Havesyge, som frarøvede den indiske Bonde Frugterne af hans Arbejde og lod ham sulte ihjel midt i Naturens Over- flod. Vel drog ingen ubarmhjærtig Røverskare af Skatteopkræ- vere plyndrende og pinende gennem Landet, men Arbejderne blev ligesaa fuldstændig udsugede af en lige saa ubarmhjærtig Skare Godsejere, mellem hvem Jorden var blevet delt som deres absolute Ejendom, uden Hensyn til Befolkningens Ret. Hvorledes var de Produktionsvilkaar, som disse otte Mil- lioner levede under, indtil Kartoffelsygen kom? Stillingen var en saadan, at de Ord, Tenant bruger om Indien, med Rette kan anvendes paa den: «Den store Spore for Næringsfliden, Sik- kerheden nemlig, var borttaget.» Landbruget blev for største Delen drevet af Forpagtere uden fast Kontrakt, som, selv om den Afgift, der blev dem aftvungen, havde levnet dem Mulighed derfor, ikke vovede at udføre Forbedringer, der kun vilde have været Signal til en Forhøjelse af Afgiften. Arbejdet blev derfor drevet paa den mest sløsede Vis og Arbejdskraft spildt i Ledig- gang, som, hvis der havde været Udbyttesikkerhed, vilde være kommet til Nytte. Men selv under disse Vilkaar ernærede Irland faktisk mere end otte Millioner Mennesker. Thi selv da dets Befolkning var paa sit højeste, udførte det Næringsmidler. Ja, endog under selve Hungersnøden blev Korn og Kød, Smør og Ost transporteret til Udførsel ad Landeveje, som var indhegnet med Sultende og Døende. For denne Udførsel af Levnetsmidler eller i det mindste for en stor Del af den kom der intet igen. For saa vidt det angik det irske Folk, kunde disse Levnetsmidler lige saa godt være opbrændt eller kastet i Havet. De gik ud af Landet som Betaling til fraværende Godsejere, som en Skat, der blev Producenterne aftvunget af Folk, som ikke paa nogen Maade havde bidraget til Produktionen. Havde derimod Jordens Dyrkere faaet Lov til at beholde og bruge den Kapital, deres Arbejde havde skabt, havde Sikkerhed