Fremskridt Og Fattigdom

Analogislutninger. 69 Overfladen i den mindste Bugt uden tillige at sænke Overfladen ikke blot i det Hav, som den staar i Forbindelse med, men i alle Verdens Have, saaledes er Grænserne for Livsfornødenhederne paa et Sted ikke Stedets Grænser, men hele Jordens. 2x/s Kva- dratmil kan paa Landbrugets nuværende Standpunkt blot give nogle tusinde Mennesker Underhold, men paa de 21,/2 kvadrat- mil, som London omfatter, lever omtrent 3x/2 Millioner Men- nesker. Og Byen kunde for saa vidt gærne vokse til en Befolk- ning paa 100 eller 1000 Millioner, thi den henter sine Livs- fornødenheder fra den hele Jord, og de Grænser, Livsfornøden- hederne sætter for dens Befolknings-Tilvækst, er selve Grænserne for Jordklodens Evne. Her vil imidlertid en anden Tanke, som Malthus’ Lære har en stærk Støtte i, dukke frem — Tanken om Jordens af- tagende Ydeevne, om at udover et vist Punkt kaster Jorden mindre og mindre af sig i Forhold til den forøgede Anvendelse af Arbejde og Kapital (og at derfor ogsaa Vanskeligheden ved at skaffe Livsfornødenheder maa vokse med Befolkningen). Trænger man tilbunds i Sagen, vil man imidlertid finde at det ingenlunde gælder absolut, men kun rummer en relativ Sandhed. Thi at Mennesket ikke kan udtømme eller formindske Naturens Kræfter, følger af Stoffets og Kraftens Uforgængelighed. Egentlig kan vi hverken frembringe eller forbruge. Om saa hele Menneskeslægten arbejdede i al Uendelighed, kunde den ikke øge eller formindske Summen af de Stoffer og Kræfter, hvis uophørlige Kresgang opholder alt Liv. Ligesom det Vand, vi tager fra Havet, maa vende tilbage til Havet, saaledes er den Føde, vi tager fra Naturens Forraad, fra det Øjeblik, vi tager den, paa Vej tilbage til dette Forraad. Hvad vi tager fra et begrænset Jordomraade, kan for en Tid formindske denne Jords Ydeevne, fordi Erstatning kan tilfalde anden Jord, men denne Mulighed ophører, naar der er Tale om hele Jorden. Livet op- bruger ikke de Kræfter, som opholder Livet. Vi træder ind i Verden uden at bringe noget med os, og vi tager intet bort, naar vi forlader den. Fysisk set er Mennesket kun en forbi- gaaende Form af Stof og Kraft; Stoffet forbliver og> Kraften ved- varer. Og heraf følger, at Jordens Befolkningsgrænse kun kan være den som Pladsen ligefrem sætter. Men denne Pladsbegrænsning — denne Fare, at Menneske- slægten kan vokse ud over Muligheden til at finde Albuerum, —