Fremskridt Og Fattigdom

70 Befolkning og Livsfornødenheder. er saa fjærn, at den ikke har mere praktisk Betydning for os end Isperiodens Genkomst. Men hvor fjærn og skyggeagtig den er, er det dog denne Mulighed, som giver Malthus’ Lære dens tilsyneladende selvindlysende Præg. Følger vi den imidlertid videre, vil selv denne Skygge forsvinde. At Plante- og Dyre- verdenen har en Tendens til at trænge op imod Rummets Græn- ser, beviser ikke, at det samme er Tilfældet med Mennesket. Selv om vi ogsaa indrømmer, at Mennesket kun er et højere udviklet Dyr, ja i Slægt med Planterne og endnu den Dag idag underkastet de samme Love som Planter og Dyr, saa er der dog den Forskel mellem Mennesket og alle andre Dyr, at Men- nesket er det eneste Dyr, hvis Krav vokser, alt som de tilfreds- stilles, det eneste Dyr, som aldrig kan faa nok. En Okse i vore Dage stræber ikke efter niere, end Oksen gjorde, dengang Men- nesket først lagde Aaget paa den. De Maager, som i den bri- tiske Kanal svæver over den rappe Damper, kræver ikke bedre Føde eller Bolig end de Maager, som kredsede rundt Cæsars Krigsskibe, da de for første Gang landede ved Englands Kyst. Af alt, hvad Naturen frembyder, om det end er i nok saa stor Over- flod, har alle levende Væsner med Undtagelse af Mennesket kun Brug for saa meget, som er nok til at tilfredsstille deres ufor- anderlige Behov; den eneste Brug, de kan gøre af voksende Forraad, er at formere sig. Men ikke saaledes med Mennesket. Ganske vist trænger han ligesom Dyret først og fremmest til Føde og til Ly mod Vejr og Vind; har han dette, da gør hans Forplantningsdrift sig gældende, som ogsaa Tilfældet er med Dyret. Men dermed ophører Enheden. Dyret gaar aldrig videre, men Mennesket har kun sat sin Fod paa det første Trin af en uendelig Udvik- lingsstige — en Stige, som fører bort fra og ud over Dyret. Selve de Krav, Mennesket har tilfælles med Dyret, bliver forædlede og højnede: Det raa Skjul bliver til et Hus; den gen- sidige Tiltrækning mellem Kønnene begynder at omformes og forfines, og det dyriske Livs tørre Stamme skyder Knop og Blomst i Former af Ynde og Skønhed. Alt som Menneskets Evne til at tilfredsstille sine Ønsker øges, vokser ogsaa hans Længsler. Vi ser det selv, hvor det holder sig nede paa lavere Omraader: Tolv Vildsvin steges paa Spid, for at den Mundfuld Kød, Antonius skal have, kan være netop tilpas; alle Naturens Riger randsages for at gøre Kleopatra end mere bedaarende.