Fremskridt Og Fattigdom

Analogislutninger. 71 Kommer vi til Livskravets højere Former, da ser vi vaagne hos Mennesket, hvad der slumrede i Planten og hvad der kun nu og da rørte sig i Dyret. Sjælens Øjne aabner sig, og han længes efter Viden. Han trodser Ørkenens Hede og Ishavets Storme, men ikke for Fødens Skyld; han vaager om Natten, men det er for at iagttage Stjernernes evige Kredsløb. Han føjer Møje til Møje for at tilfredsstille en Hunger og Tørst, som intet Dyr har følt. Ud i Naturen, ind i sig selv, tilbage gennem den Taage, som skjuler Fortiden, frem gennem det Mørke, som indhyller Fremtiden, trænger den rastløse Længsel, som vaagner, naar de dyriske Behov tilfredsstillede slumrer. Bag de synlige Ting søger han de usynlige Love; han vil vide, hvorledes Jordkloden blev formet og Stjernerne sat paa Himlen, han vil følge Livets Kilder lige til deres Udspring. Og altsom da Mennesket ud- vikler sin ædlere Natur, opstaar i ham det endnu højere Ønske __Lidenskabernes Lidenskab, Haabet over alle Haab — det Ønske, at han, ogsaa han, maa bidrage til at gøre Livet bedre og lysere ved at tilintetgøre Mangel og Synd, Sorg og Skam. Han underkuer og tæmmer Dyret i sig, han vender Ryggen til Glædesfesterne og frasiger sig Magtens Æresposter, han overlader det til andre at dynge Rigdom sammen, at strække sig i den korte Dags varme Solskin. Han arbejder for dem, han aldrig saa og aldrig vil faa at se, for et Ry eller maaske kun for en knapt tilmaalt Anerkendelse, som først kan komme længe efter, at Jordklum- perne har raslet paa hans Kiste. Han tager de stærke lag i Fortroppen, hvor han mødes at Kulde og hvor Stenene er skar pe og Krattet tæt. Midt under Samtidens Spot og I laan, der skærer som Knive, bygger han for Fremtiden; han baner den Sti, som den fremadskridende Menneskeslægt senere kan udvide til en Alfarvej. I stedse højere Livskredse stiger hans Længsel, og en Stjerne, som staar op i Østen, leder ham videre. Og se, Men- neskets Puls banker med Guddoms-Længsler - gærne hjalp han til at bane Solenes Gang! Er ikke Kløften for vid til, at Analogien skulde kunne spænde over den? Aabn fuldere Livsbetingelser, og Dyret kan kun formere sig; Mennesket vil advikle sig. Hos den ene kan Udvidekraften kun øge Enkeltvæsnernes Antal, hos den anden vil den uundgaaelig stræbe efter at udvikle Tilværelsen til højere Former og rigere Kræfter. Mennesket er et Dyr, men et Dyr