Fremskridt Og Fattigdom

68 Befolkning og Livsfornødenheder. Tilværelsesgrænserne for de Arter, der tjener det til Nytte, og saaledes foraarsage at disse Arters Formeringsevne giver sig fuldt Udslag. Naar Mennesket blot skyder Høgene, saa øges de spiselige bugles Tal, fanger han Ræve, bliver Harerne mangfoldige. Selv om vi ikke tør antage, at den stærke genfrembringende Kraft hos Planter og Dyr er til for at de kan tjene Menneskets Behov, og at derfor de lavere Livsformers Tryk paa Livs- fornøderne ikke tyder paa, at det forholder sig paa samme Maade med Mennesket, saa er der dog en Forskel, der ophæver Analogien. Af alle levende Væsener er Mennesket det eneste, som kan frigøre Formeringskræfter, som er mægtigere end dets egne, og hvorved det forsynes med Føde. Dyr og Fugle tager kun, hvad de finder; naar de har naaet Grænsen for Fødens Mængde, maa denne forøges, før de selv kan øges i Tal. Men Menneskenes Forøgelse medfører Forøgelsen af deres Nærings- midler. Var der, i Steden for Mennesker, udskibet Bjørne fra Evropa til Amerika, saa vilde der for Øjeblikket ikke have været flere Bjørne dér end paa Columbus’s Tid, thi Bjørnenes Føde vilde ikke være blevet øget ved deres Indvandring. Derimod findes nu alene i de Forenede Stater 45 Millioner Mennesker, hvor der dengang kun var nogle faa hundrede tusinde, og endda findes der nu indenfor dette Omraade mere Føde for hvert Men- neske end dengang. Og det er ikke Næringsmidlernes Forøgelse som har foraarsaget denne Befolkningstilvækst, men omvendt. Der er flere Næringsmidler, simpelthen fordi der er flere Men- nesker. Deri bestaar en af Forskellene mellem Dyret og Mennesket. Baade Høgen og Mennesket æder Kyllinger, men jo flere Høge, desto færre Kyllinger, derimod jo flere Mennesker, desto flere Kyllinger. Baade Sælhunden og Mennesket æder Laks, men naar en Sælhund fanger en Laks, saa er der en Laks mindre, og for- øger Sælhundene sig ud over en vis Grænse, maa Laksen aftage. Mennesket derimod kan ved kunstig Fiskeavl forøge Laksetallet udover den Mængde, det bruger, saa hvor stærkt end Menne- skenes Tal vokser, behøver det aldrig at overstige Laksenes. Kort sagt, Livsfornødenhedernes Mængde afhænger for Men- neskets Vedkommende af Mennesket selv. Mennesket kan ikke trænge op imod Grænserne for sit Livsophold, før Jordklodens Grænser er naaet. Og vel at mærke, dette gælder ikke blot det hele, men ogsaa alle Delene. Ligesom man ikke kan sænke