Fremskridt Og Fattigdom

Analogislutninger. 67 Elendighed. Hungersnøden i Indien, Kina og Irland kan lige saa lidt tilskrives Overbefolkning, som de Tilfælde af Hungers- nød, der er optraadt i det sparsomt befolkede Brasilien. De Laster og den Elendighed, som Nøden afføder, kan lige saa lidt tilskrives Naturens Karrighed, som Udryddelsen af de gamle Briter og af Vestindiens Urindvaanere. TREDJE KAPITEL. Analogislutninger. Vender vi os nu fra Kendsgærningernes Vidnesbyrd til de Analogier, som fremføres til Støtte for Malthus Lære, finder vi der den samme Mangel paa Beviskraft. De genfrembringende Kræfters Styrke i Dyre- og Planteriget — saadanne Kendsgærninger som de, at et eneste Kaninpar, dersom det blot nogle Aar beskyttedes mod sine naturlige Fjender, kunde udbrede sig over en hel Verdensdel, at koi't sagt overalt i disse Riger enhver Art, hvis den ikke bliver holdt i Skranke af sine Fjenders Antal, virkelig naar til at trænge op imod de yderste Grænser for Livslornødenhederne — anføres bestandig som Bevis for, at ogsaa Befolkningen har en saadan Tendens, og at dersom den ikke holdes i Tømme paa anden Vis, maa der nødvendigvis derved fremkaldes en saa lav Arbejdsløn og en saadan Mangel, at Folketallet holdes indenfor Livsfornøden- hedernes Grænse. Men gælder virkelig denne Analogi? Formeringskra ftens større Styrke i Plante- og Dyreriget, den Kendsgærning, at alt det, som tjener til at opholde Menneskelivet, er i Stand til at forøge sig mangefold — no^le Arter mange tusende, andre endog Millioner Gange — medens Mennesket kun fordobler sit Antal, tyder da snarere paa, at Befolkningens I ilvækst aldrig kan over- stige Livsfornødenhedernes, selv om den foregik saa rask som mulig. Dertil kommer, at vel trænger enhver Dyre- og Plante- art op imod de grænsesættende Vilkaar, men disse er ingensteds urokkelige. Ingen Art naar den yderste Grænse for Jord, Vand og Solskin, men begrænses af sine Medbejleres og Fjenders Til- værelse og af Fødens Mængde. Mennesket kan derfor udvide 5*