Fremskridt Og Fattigdom

66 Befolkning og Livsfornødenheder. saa højsindede Mænd som Mill og Buckle Irlands Nød og Li- delser tilskrives Overbefolkning. Jeg kender intet, som er bedre skikket til at bringe Blodet i Kog end de kolde Skildringer af det røverisk, oprivende Tyranni, som det irske Folk har været underkastet, og som ene bærer Skylden for Irlands Nød. Og dersom man ikke tager Hensyn til den Udmarvning, som, efter hvad Historien viser, overalt er Følgen af dyb Fattigdom, vilde man have vanskeligt ved at værge sig mod en Følelse af Foragt overfor et Folkeslag, der er blevet ægget saa utaalelig og endda kun i Ny og Næ har myrdet en Godsejer! Om Overbefolkning nogensinde har frembragt Fattigdom og Hungersnød, faar være et aabent Spørgsmaal; men Irlands Nød kan lige saa lidt tilskrives denne Aarsag, som man kan give Afrikas Overbefolkning Skylden for Slavehandelen eller anse Livsfornødenhedernes Mangel paa Evne til at holde Skridt med Befolkningens Vækst for Grunden til Jerusalems Ødelæggelse. Havde Irland fra Naturens Haand været en Lund af Bananer og Brød frugttræer og dets Kyster opfyldt af Guano-Lejer som Chincha-Øerne, vilde alligevel de Samfundsvilkaar, som har hersket der, have voldt Fattigdom og Hungersnød. Hvor kunde det være anderledes i et Land, hvor de, som frembringer, var tvungne til at arbejde under Vilkaar, som berøvede dem alt Haab, al Selvagtelse og Energi; hvor Bonden i Virkeligheden var en ussel Træl, der naarsomhelst ved et Vink kunde for- drives fra sin faldefærdige Rønne og blive en hjemløs, forsulten Omstrejfer, som ikke engang turde plukke Jordens vilde Bær eller fange en Hare. Var ikke Forarmelse og Sult en selv- følgelig Ting, hvor fraværende Godsejere tilegnede sig mindst Fjerdeparten af Jordens Nettoudbytte, og hvor Arbejderne des- uden maatte underholde de i Landet bosatte Godsejere, deres Heste og Hunde, Forvaltere og Fogder, og dertil en forhadt og fjendtlig Statskirke og en Hær af Politi og Soldater, hvis Opgave det var at knuse enhver Modstand mod dette uretfærdige Sy- stem? Er det ikke Ugudelighed langt værre end Ateisme, at gøre Naturlovene ansvarlige for den Elendighed, der fremkommer paa saadan Maade? Hvad der gælder disse Tilfælde, vil ved nærmere Prøvelse vise sig at gælde i alle. Saa langt vor Viden naar, kan vi trygt benægte, at Befolkningsforøgelse nogensinde har øvet et saadant Tryk paa Livsfornødenhederne, at (ten har avlet Laster og