Carl Bloch
Udvalg Af Hans Kunst Og Lidt Om Ham Selv

Katten paa Stolen, se ud mod Beskueren. Hos Tornøe derimod se vi hele Scenen med den smukke blonde Kunstner, som skænker Vin for Romerinden, hvis Kjæreste følger ham med vrede Blikke. Begge Kunstnere har i Baggrunden anbragt et lille Selskab, der, uden at have Øje for Hovedoptrinet, i al Ro spise og passiare. En Dørvogter. Med et vredt Tilbageblik, som synes rettet mod Beskueren, trækker den højfornemme Herskabsmoppe sig tilbage til de indre Gemakker. Den Mine, hvormed den gamle Tjener lukker Døren op og lader sit firbenede Herskab passere, er ubetalelig morsom. Den gamle Fyr har aabenbart en halv revolutionær Fornemmelse af, at det strider mod hans Menneskeværd at staa paa Pinde for et »umælende Bæst«. Men den dybt indgroede Ærbødighed og hans medfødte Godmodighed overvinder alle onde Følelser og giver hans Ansigt et Anstrøg af den Medlidenhed, som aabenbart har bragt ham ud over at føle det ydmygende i Situationen. I Moppens Ansigt læses kun den fornemme Opblæsthed, som lader haant om Menneskerettigheder og synes at finde det rimeligt, at man med lige saa stor Fornemhed kan »gaa paa fire« som »kjøre med fire«. En Patient, der faar Mixtur. Hvor er han ikke ynkværdig, den gamle Herre, som sidder der tæt op ad den store Himmelseng, som han nylig har for- ladt. Indhyllet i sin Slobrok og med Nathuen paa Hovedet ligner han alt andet end en Helt. Men endnu mere krysteragtig viser han sig nu, da den ubønhørlige Skæbne i Skikkelse af hans Kone eller Husholderske præsenterer ham den fæle Mixtur. Det er et grumme ubehageligt Øjeblik, men ned skal den jo, og den Gamle burde huske, at det somme Tider er bedre at springe i det end krybe i det. En Tjenestepige i sit Køkken. Medens de fleste af Blochs Genrebilleder udmærke sig ved et vist Lune, som lægger sig forsonende over Fattigdom eller Brutali- tet, saa er det her Kunstnerens Vemod, som præger Billedet. Den fattige Tjenestepige er nu fri, hendes Dagværk er forbi, og hun har Lov til en Timestid at være ene med sine egne Tanker og sit Strikketøj. Det er Tankerne, som synes at have faaet Overtaget. Hun sidder sagtens og tænker paa det fattige Hjem, hvorfra hun kom, men som dog altid var et Hjem. Her har hun ikke en Gang et Kammer, hvor der er Plads til at sidde, og Varme i Kakkel- ovnen. Hele Belysningen er en Stump Lys i en Lygte, og hele Selskabet er den gamle Kat, som ligger og spinder foran Komfuret. To Vaskerpiger. Saa er dette Billede til Gjengjæld mere frejdigt, skjønt ogsaa det er en Scene af Tjenestepigens Liv. Hvor uforlignelig er det ikke malet! Hvor varm ligger ikke Dampen af Sæbevandet over det hele, næsten skjulende den bageste Vaskerpiges smilende An- sigt, mens den forreste, trods sin lette Dragt, et Øjeblik maa holde inde og pustende af Varme tørre Sveddraaberne bort fra Panden. Det regnes med Rette til Kunstnerens bedste Genrebilleder. En Kone, der sælger Fisk. Dette Billede, hvis Original findes paa den kgl. Malerisamling, hører til Kunstnerens mest realistiske Arbejder. Selve Gammel- strandsfiguren er taget fortrinlig paa Kornet. Hele* den robuste og velnærede Skikkelse, i den bekjendte Dragt, det godmodig-kraftige Ansigt, Munden, som nu smiler velvilligt, mens den lokker for en Kunde, men som til andre Tider kan levere en grov Salut — alt dette er den skære Virkelighed. Og saa Torskene, Karret og alle Omgivelserne, som i den sorte Gjengivelse ikke komme til deres Ret, men som paa Maleriet staar uovertræffeligt i Farven. En forstyrret Middagssøvn. Fatter er kommen hjem og har faaet sin Middagsmad, og Mutter og Børnene er nede ved Stranden for at hænge Garnene til Tørring. Nu vil Fatter ha’ sig en rigtig uforstyrret Middagslur. Men det bliver der ikke noget af, for Torskene er alt for spillevende. De gjør saa meget Spræl, at Kurven dejser om, og ud vælter alle Havets fangne Uhyrer. Ænderne nærme sig nysgjerrigt, men et Par vældige Hummere gjør et Angreb, den ene faar Tag i Ande- mors Ben, og hun skriger ynkelig op, mens de andre retirere. Fatter vaagner ved Skraalet, og mens vi finde det hele Optrin højst komisk, er han aabenbart dundrende gal i Kalotten, og om et Øjeblik vil han sikkert være ude paa Gulvet og rydde op mel- lem Fredsforstyrrerne. To Koner, der tale sammen. Hvor hun har travlt, den gamle; den ene Haand slaar ind i den anden som for at understrege hvert eneste Ord. Det er aaben- bart, at det er en Tredjemand, som her faar læst og paaskrevet, og i sin Iver lægger hun ikke Mærke til, at det tydelig fremgaar af Tilhørerindens noget hvasse Blik, at denne aabenbart ikke er af samme Mening men om et Øjeblik vil tage den fraværendes Parti. Saa vil der rigtignok komme til at ligge et Hus. VIII