Carl Bloch
Udvalg Af Hans Kunst Og Lidt Om Ham Selv

var Niels Kaàs. Derfor blev han ogsaa efter Frederik II’s Død 1588 af Rigsraadet beskikket til som Rigets Kansler at være den første af de fire Regeringsherrer, som styrede de to Riger under Kristian IV’s Umyndighed. Men han oplevede dog ikke at se den unge Konge myndig; han døde ved Midsommerstid 1594 efter at have taget en rørende Afsked med ham og givet ham de bed- ste Formaninger. Bloch’s Billede forestiller det Øjeblik, da den døende Kansler betror sin kongelige Myndling Nøglerne til Rigets Krone og Scepter. Til højre staa dybtbevægede en gejstlig Mand og tre andre Rigsraader, af hvilke den ene synes at være Christopher Walkendorf, vel kjendt for sin dygtige Styrelse af Bergen og for sin Interesse for Videnskaberne. Til venstre staar den ugifte Kanslers værdige Husholderske, tilsyneladende kun optaget af at tilberede et Lægemiddel. Saa vel Figurernes Dragter som Bohavet og Sovekamrets hele Udstyr er udført med stor Omhu og med hi- storisk Sandhed, og det hele Billede smelter sammen til et gribende Optrin, som danner den alvorsfulde Indvielse til en lang og an- svarsfuld Kongegjerning. Hans Tausen beskytter Bispen Joachim Rønnow. Det er i Aaret 1530. Kampen mellem Protestanter og Katho- liker er endnu ikke afsluttet, men største Delen af Kjøbenhavns Indbyggere staar allerede paa den ny Læres Side. Hans Tausen er netop paa Raadhuset bleven dømt fra sit Præsteembede, men udenfor paa l’orvet har det menige Folk samlet sig med Vaaben og indtager en truende Stilling. Katholicismens første Mand, Biskop Rønnow, træder udenfor Raadstuedøren for at tale Mængden til Rette. Hans Ord overdøves af rasende Raab, og først da Hans Tausen viser sig, bliver der Ro. Den domfældte Præst tager saa Bispen ved Haanden og følger ham som en Beskytter gjennem den vrede Folkehob hen til den nære Bispegaard. Men i sidste Øjeblik da Folkehoben ser den forhadte Bisp i Færd med at undslippe, gjør den endnu et kraftigt Anfald, som Hans Tausen dog lykkelig afværger. Høj og rolig staar den kraftige Reformator som et levende Sindbillede paa den nye Tro, som nu ene mægter at fængsle Mæng- dens Sind, medens den kronragede Bisp ræd flygter ind bag de tykke skærmende Mure. Til venstre er en flygtende Munk i svært Betryk, forfulgt af en Berger; en Fiskerkone, hvis Vogn er væltet ved Sammenstimlingen, har grebet en Aal og er i Færd med at lade den daske om hans Øren. Forrest i Hoben ses en kraftig Fisker, hvis knyttede Næve holdes tilbage af Reformatorens Haand, en Dreng ligger paa Knæ og opsamler en Sten, mens- en anden piber i Fingrene. Hele Baggrunden er et eneste Hav af Menneske- hoveder med løftede Hænder og truende Vaaben af alle Slags. Som mere passive Tilskuere findes i Forgrunden en ældre Mand i halv gejstlig Dragt, og saa en muskelstærk Smed, der kommer lige fra sit Værksted med Skødskindet for og Forhammeren i Haanden. Han staar der saa rolig og lidenskabsløs og tager ingen Del i Spektaklet. Der er jo nok om den ene, tænker han. Men var der saa sandt Fare, og gjaldt det for Alvor Kamp for den nye Tro og nye Tid, ja saa vilde hans stærke Arm nok spænde sine Muskler, og Forhammeren slaa et Dommedagsslag. Christiern II i Sønderborg Slotsfængsel. Den ubarmhjærtige Historieforskning afbleger og bortvisker i vore Dage saa mangt et skjønt og rørende Sagn, som Traditionen har knyttet til Fortidens store Skikkelser. Saaledes gik det med Beretningen om Fjerde Kristians Kamp paa »Trefoldigheden«, og saaledes er det ogsaa hændt med Sagnet om Christiern den andens strænge Fængsel, hvor han furede Stenbordet paa sin rastløse Vandring omkring i det snævre Rum. Arkivforskninger har godt- gjort, at dette Fængsel var adskilligt hyggeligere , end den Almue har udmalet sig det, i hvis Øjne »Tyrannen« altid blev ved at staa som Menigmands Ven og Ofret for de Stores Had. Bloch’s Billede er malet, før disse »nye Oplysninger fremkom, men det kunde i og for sig godt være malet bag efter. Thi det er ikke det fattige, snævre Rum, som griber os mest, men Øjet fængsles strax af den faldne Storhed, af ham, hvis rastløse Hjærnes Kongs- tanker og hvis Energi i 17 Aar fik Tid til at ruge over Hævnens, Nagets og Uvishedens Bitterhed. Og selv om ogsaa den historiske Opfattelse af Fangens ydre Kaar er blevet ændret, vil han dog, Slægt efter Slægt, endnu i mange Aar blive staaende i Traditionens Lys, vandrende tungt rundt om Bordet, hvor hans Finger har draget Furen i den haarde Sten. Tyge Brahe modtager Kong Jacob VI af Skotland paa Uranienborg. Det var i Aaret 1590, altsaa netop for 300 Aar siden, at Korig Jacob, Marie Stuarts og Darnleys 24aarige Søn kom til Danmark i Besøg hos sin unge Svoger Kristian IV., med hvis Søster Anna han det foregaaende Aar havde holdt Bryllup i Norge. Kong Jacob, der gjerne vilde gjøre sig til af en vis overfladisk Viden- skabelighed, ønskede som saa mange Udlændinge før ham at bese den navnkundige Astronoms pragtfulde Uranienborg paa Øen Hveen. Dette Besøg har saa Bloch skullet fremstille. Af selve Borgen ses kun den sandstensprydede Hovedindgang og en af Altan-Observatorierne med Instrumenter, hvorfra nogle af Tyges Disciple nysgjærrigt se ned paa Stadsen. Mesteren selv staar uden for sin Dør, bukkende høfligt, men uden krybende Under- danighed, opfyldt af denne Selvbevidsthed, som siden skaffede ham hans Fjenders Had og Landflygtighed fra Fædrelandet. Ved Siden af ham staa hans bekjendte store Hunde, hvis Race Bloch dog næppe har truffet rigtig, da det først efter at dette Billede var fuldført, blev godtgjort, hvorledes den ægte danske Hund har set ud og skal se ud. Inden for Døren staar der en Tjener med Forfrisk- ninger og glor nyfigent ud paa de fremmede. Kongen har sit Følge med sig, og i Baggrunden trænge en Del af Øens Beboere sig sammen for i ærbødig Afstand at nyde det sjældne Skue af en fremmed Monark. Tre Munkebilleder. Nærmere Forklaring af disse tre Billeder er i Grunden overflødig. De er ligefrem talende, saaledes som de sidde der for os, alle disse snurrige gamle Fyre, baade han den døve, som søger at op- fatte den vistnok lidt pikante Nyhed, som Kollegaen tilhvisker ham, —■ og saa Staklen med Tandpinen! Han har rent glemt sin Værdighed, Tanken om Himlen har næppe nogen Sinde været ham fjærnere — Skærsilden muligt saa meget nærmere. Lad os haabe, at den varme Krydderpose vil hjælpe ham at gaa den Skærsild igjennem. Bedst af dem alle er dog sikkert »Munken, som plukker Høns«, hvor vi tillige i Baggrunden faa et helt Klosterkøkken- Optrin med i Tilgift. Den gamle er voldsom nidkjær i sin Gjer- ning; Dunene flyve omkring ham, og et Par har endog prydet hans Kalot. Mens Fingrene med tilvant Færdighed afføre Hønen dens Prydelser, er hele Ansigtsudtrykket optaget af at vurdere den nøgne Hønsekrops Udseende. Han nyder den forud under Tilberedelserne. En Fisker fra Sorrent. En prægtig og sympathetisk Sømandstype er den gamle, som sidder her i det brede aabne Vindue og arbejder paa sit Garn. Paa Gulvet kryber der en af de langstrakte Middelhavshummere, og en Fisk stikker Hovedet op af Kurven. Fiskeren lader et Øjeblik Arbejdet hvile og synes at gjøre Tegn ned til en forbigaaende. Der er en ægte sydlandsk Stemning over det hele smukke Billede, og Vinens Ranker slynge sig frodig omkring Vinduets Ramme. Dreng med Macaroni. Macaroni, denne for os Nordboere noget, flove Melspise, er som bekjendt den italienske Almues Yndlingsret. Den lille Fyr paa Billedet har netop, kjøbt sig for et Par Soldi af denne Ret, som af Gadesælgeren simpelt hen serveres paa et Stykke Papir. Siddende paa en Afvisersten med sin Pose ved Siden af sig holder han nu Taffel. Men hvad er Bordets Glæder, naar man ingen har at dele dem med? Dette har Knægten ogsaa indset og har budet en Gjæst. Ganske vist er det ingen kjoleklædt Selskabsmand, men kun en af Gadens frie Køtere. Men at Gjæsten har Appetit, det ser man strax, og at Værten har Glæde af Anretningen, er tydeligt nok. Saa i den Henseende kan ikke ethvert Middagsselskab maale sig med dette. Osteriscene. Omtrent samme Motiv har en yngre Kunstner, Hr. Venzel Tornøe, optaget i sin »Scene i et romersk Osteri«. Skjønt ikke saa bekjendt som Blochs, forvexles det undertiden med dette. Det vil være af Interesse at sammenligne de to Billeder. Paa Blochs er ikke medtaget den unge fremmede, som tænkes at spise i samme Osteri og som ved sine Blikkes Krydsild med de smukke Italiener- inder har vakt disses Kavalers Skinsyge. Herved har Bloch opnaaet det morsomme Dobbeltspil, at de tre Hovedfigurer, saavelsom VII