Carl Bloch
Udvalg Af Hans Kunst Og Lidt Om Ham Selv

Text til Billederne. Jairi Datter. Dette Æmne er mange Gange benyttet af Kunstnere, og de fleste har, saaledes som Gabriel Max, valgt selve Opvækkelsesøje- blikket. Dette har Bloch ikke gjort. Det er i Grunden mindre den unge døde Jomfru end hendes Moder, som er Hovedpersonen. Hele Natten har hun siddet ved den dødes Leje, anklagende Døden og fortvivlet tænkende paa de Dage, der skal komme, mørke og tunge. Og belyst af Lampens Skin ligger det voxblege Ansigt, som intet hører og intet ser. Saaledes har Moderen vel siddet den lange, strænge Nat, men imidlertid farves Himlen udenfor af det første blege Dagskjær, og Morgenstjærnen staar højt. Da aabnes Døren, og Lyset strømmer ind som en Glorie om ham, der bringer Livet med sig. Samson hos Filistrene. »Og Filistrene greb ham, stak Øjnene ud paa ham, førte ham til Gaza og bandt ham med to Kobberlænker, og han maatte trække Møllen i Fangehuset.« Det er over disse Ord fra Samsons tragiske Historie i det gamle Testamente, at Bloch har malet sit Billede. Haardt er den faldne Kæmpe blevet straffet; hans Brynde førte ham i Filisterkvindens Garn, han lod sig fraliste sin Hemme- lighed og mistede med Hovedhaaret sin underfulde Styrke. Nu gaar han her, blindet og trælbunden, mens den gamle Slavefoged gotter sig ved at mishandle hans blottede Legeme, og mens andre Filistre, grinende skadefro, beglo ham som et fanget Vilddyr i dets Bur. Og bestandig rundt pg rundt under Lænkernes evindelige Raslen og Svøbens Slag gaar den stærke Samson; endnu har han Kræfter igjeri til at tvinge den.tunge Kværn. Men i hans Hjærne gjærer Hævnens tusend Tanker, og paa hans Hoved voxer Haaret atter frem, og den Dag skal komme, da han, mens Tusenders ho- verende Skrig i Afgudstemplets Haller naar hans Øre, river Tempel- søjlerne om Kuld og i Døden dræber sine Bødler. Christus Consolator. Conso/a/or er et latinsk Ord, som betyder Trøster, Trøstermand, og mere trøstende Ord har der vel aldrig været sagt, end dem, der udgik fra Mesterens Mund, naar han talte til de lyttende Skarer paa Bjergenes stenede Skrænter, ved Søernes grønne Bredder eller fra Baadenes gyngende Planker. Og faa Ord aande dybere For- staaelse af Livets slidfulde Møje og den lidende Menneskeheds Trang til Ro end de, som staa under dette Alterbillede, og som har inspireret Kunstneren. Bibelstedet er paa Svensk, da Billedet var bestemt til en svensk Kirke. Bloch har gjort Christi Skikkelse til det samlende Midtpunkt for en lyttende Skare af Folkets lidende Hob, netop saadanne, som maatte trænge til Hvile, fordi de var nedbøjede under Sliddets Svøbe og Lidelsernes Vægt. Længst inde i Gruppen ved Frelserens Fødder ligger en gammel Mand og en Blind; disse to maa være ham nærmest, de trænge haardest til Hvilen. Til venstre en bedende, sorgfuld Enke med sit Barn. Til højre i Baggrunden en grublende Tænker, som ikke har kunnet finde Svar paa Tilværelsens Gaader. Og endelig Forbryderen med det sky, dybt liggende Blik og det trodsigt-brutale Udtryk, som er i Færd med at svinde fra hans Ansigt, medens de lænkede Hænder nærme sig hinanden for at folde sig til Bøn. Han ser op til det skjønne, milde Frelseransigt og begynder langsomt at fatte, at Mesterens Ord ogsaa er talte til ham, Samfundets Udskud — han begynder at fatte den dybe og frygtløse Kjærlighed, der vover under det romerske Aag at vidne om Sandhed, Frihed og Kjærlig- hed og at tilraabe den blodbesudlede Jord: »Elsker eders Fjender og gjører dem godt, der Eder hade«. Christus i Emmaus. Dette Alterbillede slutter sig til Ordene i Lucas’s Evangelium 24, 30—31: »Og det skete, da han sad med dem til Bords, tog han Brødet, velsignede og brød det og gav dem. Men deres Øjne bleve aabnede, og de kjendte ham«. Det er dette sidste Moment, som Kunstneren har villet fremstille. Aftenstemningen hviler over Billedet og giver en smuk, fredelig Baggrund for den rørende Scene, hvor man ret føler den hjærtelige Bevægelse, som griber de to Disciple ved Gjenkjendelsen. Ogsaa de to Bipersoner, Køkken- svenden og hans Moder, som bringe Maden ind, synes at gætte, hvad der gaar for sig og at undres over den sælsomme Gjæst. Prometheus’s Befrielse. Efter Grækernes Forestillinger skulde Menneskets Udvikling have været Guderne imod, og Prometheus (et Navn, der betyder »den forudtænkende«) er rimeligvis en Personliggjørelse af Menneske- aanden, som arbejder sig fremad i Udvikling og Kultur. I den første Tid savnede Menneskene Ilden, denne uundværlige Hjælper for Mennesket til at tilberede Føden, smelte Metallerne og rydde de tætte Skove. Da var det, at Jætten Prometheus stjal noget af den himmelske Ild til Menneskene (efter en anden Fremstilling gav han dem Liv ved Ildens Hjælp). Da lod Zeus Prometheus lænke til en Klippe og en Ørn bestandig hakke i hans Lever. Saaledes laa han i Aarhundreder, fortæller Sagnet, indtil Herakles kom, dræbte Ørnen og befriede Prometheus. Kunstnerens Opfattelse er ganske mærkelig. Efter Billedet at dømme synes den lænkede Jætte selv at have faaet Kræfter til at sprænge sine Baand, efter at hans Plageaand, Ørnen, er fældet af den hævnende Pil. I Baggrunden staar Herakles, rolig og selv- sikker, men dog grebet ved Synet af Menneskeaandens dybe For- nedrelse i de lange og mange Aar, den ventede paa sin Befrier. Den unge Kong Kristian IV. ved Niels Kaas’s Dødsleje. Niels Kaas, født 1535 af en gammel jydsk Slægt, er et af de smukkeste Exempler paa en Adelsmand i dette Ords rette Be- tydning. I sin Ungdom var han en begavet og flittig Student, senere drog han til fremmede Universiteter, og ved sin Hjemkomst blev den kundskabsrige unge Mand ansat i Kancelliet. Retsindig og tro, fuld af Omsorg for Folkets og Kongens Vel, dygtig og for- sigtig som Statsmand, fri for ethvert krybende Smigreri, saaledes VI