Carl Bloch
Udvalg Af Hans Kunst Og Lidt Om Ham Selv

CARL BLOCH. Født den 23. Maj 1834. Død den 22. Februar 1890. 1Mænge havde Mesterens nærmeste Kreds ventet, at det svage ;^;-<^ Legeme snart maatte opgive Kampen med Sygdommen. y ™ Og den Syge selv havde kun et mat Haab tilbage om endnu en Gang at se Træerne grønnes. Derfor kom Tabet ikke uforberedt over Slægt og Venner. Men desto brattere slog Budskabet om Carl Blochs Død ned rundt om i Landet, da Telegrafens Traade meldte det ud til de fjærneste Kroge. Her kom det med Overraskelsens Smerte. Man havde bestandig syntes, at han endnu hørte til de yngre, og man vidste, at han i alt Fald ikke var blandt de gamle, hvis Død kun vækker stille Vemod. Carl Bloch hørte nemlig til de faa bildende Kunstnere, som har naaet at blive kjendt over det ganske Land. Exner er maaske den eneste, som i dette Punkt gjør ham Rangen stridig. Og dette vil i Virkeligheden ikke sige saa lidt; thi selv nu, da billige Billed- blade og Fotografier bidrage meget til at gjøre Kunstens Værker og Kunstnernavne kjendte ude i Folkets brede Lag, har en Maler dog kun liden Udsigt til at blive rigtig kjendt af Flertallet af sine Landsmænd. Hvor meget bedre er ikke i saa Henseende t. Ex. Forfatteren stillet. En Bog kommer strax ud i et eller to Tusend Exemplarer, hvoraf hvert enkelt er et fuldgyldigt Udtryk for Værket. Disse Bøger spredes saa ud over Landet, og mange af dem opnaa efterhaanden at blive læste af Hundreder. Og hvis Bo- gen gjør Lykke, trykkes der nye Oplag, og snart er der ikke den Krog, hvor Forfatterens Navn ikke er kjendt og hans Værk ikke nydes. Men Maleren, — hans Værk, det Billede, hvorpaa han maaske har gaaet og tænkt i Aarevis og arbejdet i Maaneder, det existerer kun i et eneste Exemplar. Og selv det mest udmær- kede Fotografi, Træsnit, Stentryk — eller hvad det nu er — for- maar ikke tilnærmelsesvis at gjengive al den Stemning, alle de Farvetoner og Lysvirkninger, som Kunstværket ejer. Og Værket selv — dette eneste — det faar maaske Lov at hænge i en Krog i Atelieret uden at finde en Kjøber, eller det kjøbes al en Rig- mand for at pryde hans Væg og kun ses af hans Gjæster. Og saaledes splittes Kunstnerens Værker rundt om, ofte hos udeltagende Mennesker, som væsentlig kun taxere det i Kroner, og hans Ry stænges inde med det samme. Maaske det endog hænder ham en Dag at faa at vide, at en Ildsvaade har tilintetgjort det eneste Exemplar af et Værk, som han haabede skulde sikre hans Navn Udødelighed. Var t. Ex. Holger Drachmann blevet ved at være Maler,' saa vilde han — hvor vidt end hans Talent havde rakt — aldrig have naaet at blive kjendt i saa vide Kredse, som nu, da han er Digter. Det er denne Carl Blochs store Popularitet, som har frem- kaldt Tanken om at samle dette Heftes hidtil spredte Blade og til dem føje et Par Mindeord, ikke Kritikens Ros og Dadel, men simple, jævne Ord om Bloch og hans Betydning for sit Folk. Carl Bloch fødtes i Kjøbenhavn den 23. Maj 1834. Hans Fader var Grosserer Jørgen Peter Bloch, og hans endnu levende Moder er født Weitzmann. ’Der var mange Børn — en af Carl Blochs Brødre er nuværende Inspektør ved den kgl. Malerisamling, Emil Bloch — og Familien vilde gjærne have Carl tidlig anbragt i Statens Tjeneste. Han skulde være Søkadet. Foreløbig blev han sat i Mariboes Skole, men nogen videre Dygtighed sporedes ikke hos ham undtagen til at tegne paa den store Tavle. Ved Kadet- examinen gik det rent galt, og han bestod kun i Tegning, Skriv- ning og Svømning. Uagtet denne sidste Færdighed jo nok kunde siges at holde ham oven Vande, turde de bekymrede Forældre dog ikke lade ham gaa de vaade Veje. Saa var der Tegningen og Skrivekunsten tilbage, og den unge Carl Bloch afgjorde saa selv Sagen ved at udtale Ønsket om at blive Maler. En Velynder gav ham yderligere Undervisning i Tegning, og i 184g blev han opta- gen i Akademiets Skoler. Han udstillede første Gang i 1853. Det var en Tegning efter Model, med hvilken han vandt den lille Sølv- medalje. Aaret efter filt han den store og udstillede da flere Smaa- billeder, bl. a. et Portræt af Skuespilleren C. N. Rosenkilde, hvilket allerede røbede et usædvanligt Talent. I de følgende Aar lagde han sig efter i Genrebilleder at gjengive Scener af Almuens Liv, især Fiskerbefolkningens, bl. a. det bekjendte Billede »Fa’r skal sove«, hvortil Chr. Richardt har skrevet en morsom Text. Fiskeren ligger i Alkoven og skal tage sig et Blund, men imidlertid er en And kommen ind i Stuen. Den lille Dreng, som ved, at Fa’r skal sove, vil tysse paa Anden med en Stok, men opnaar selvfølgelig kun, at Spektaklet bliver saa meget større. Dette Billede blev hur- tig populært, og det vidner om, hvorledes Bloch tidlig har haft den fødte Genremalers Evne til at gribe Motivet i Flugten og lægge en hel lille Historie ind i Situationen. Nogle Aar efter malede han i øvrigt et noget lignende Billede »En forstyrret Middagslur«, hvoraf dette Hefte bringer en Gjengivelse. I 1859 udstillede Bloch et nyt Folkelivsbillede, som senere blev stukket i Kobber af Sonne og uddelt som Medlemsblad fra Kunstforeningen. Det er »Et Maal- tid«. En gammel Kone sidder og holder paa et Fad, hvoraf hun og to Drenge søber Kaal sammen. Den største af Drengene har faaet en stor Kartoffel paa Skeen og ser noget uvis ud, om han nu ogsaa skal tage den ind i Munden paa en Gang. Den lille, der staar og slubrer Kaalen velbehagelig i sig, holder imedens Øje med ham for at se, hvordan han klarer Vanskeligheden. Et Par af de allesteds- nærværende Ænder holder Vagt ved Siden af for at se, om der skulde falde noget af. Dette Billede virkede ikke blot ved sit Skjælmeri og sin landlige Enfold, men ogsaa ved en kraftig Virk- ning i Farven, som de tidligere Billeder noget havde manglet. Samme Aar fik han en Rejseunderstøttelse af Akademiet og drog sammen med Anton Dorph til Rom, som blev hans Hoved- kvarter i de følgende sex Aar. Her i Syden med det rige Frilufts- III