Danmark som Turistland

KØBENHAVN med sine Glamhuller og sin forgyldte Hane. Det er typisk for det attende Aarhundredes elegante Festivitas. Mindre festligt, lidt tørt og unænsomt i Linjerne, virker det moderne Nikolaj Spir, der har faaet det nye Christiansborgs kongekronede Barok* taarn til Genbo. Længst mod Vest skærer det op* adstræbende, sylespidse Raadhustaarn Luften som et gevaldigt Udraabstegn over moderne Borgersouverænitet. Det er Byens høje« ste Taarn, og det mindst fantasifulde. Kækt, men lidt for magert og tyndt, ki= ler det sig lige op i Vejret som et Min? de om den moderne Storbys dygtige og flittige Gaaen paa, uden sirlige Vidtløf? ligheder og forkælede Spil af Linjer. Mod Øst hvælver Marmorkirkens mægtige Kuppel sig. Irgrøn og guldstris bet, med sin korsprydede Lanterne, dos minerer den næsten hele Byen med sin noget tunge Grandezza. Havluften har allerede nu giver den en skøn, malerisk Patina, der har tilbagegivet den halvt moderne Bygning sin historiske Tone fra Frederik den Femtes enevældige Dage, da Grundstenen blev lagt. Kirkens gran? diose Kuppel ses milevidt ud og betyder for København det samme som Pouls# kirken for London og Peterskirken for Rom. Hvad Frederik den Femte og Ar« kitekten Jardin ikke formaaede at sætte igennem, lykkedes for Tietgen og Meb dahl, dog med en vis Gaaen paa Accord med det oprindelige Udkasts udsøgte Skønhedsværdier. De ejendommeligste Taarne viser sig Syd, paa Christianshavn. Over et Virvar af røde Tegltage snor Frelserkirkens proptrækkerdrejede og forgyldte Taarn sig lige op i den blaa Luft, med sin Kugle og sin Frelsermand paa Toppen. Der findes ikke Nord for Alperne en mere bizar Arki; dog mod tektfantasi. Det er selve Vorherres forgyldte Vins deltrappe, ved hvis Fod fire mægtigt Stenevange? lister sidder og holder Øje med den vindskibelige Bydel nedenunder. Christianskirkens mørknede Sandstenstaarn for- tæller om vore Arkitekters franskdannede Kultur hen mod det attende Aarhundredes Slutning. Det Fot. N. Chr. Bang. den mos Christianshavns Voldgrav med Vor Frelsers Kirke. er holdt i en Stil, som man kunde kalde for danske »Louis seize« Stil. Saa er der alle de derne spidse Kirketaarne, byggede i det nittende Aarhundredes sidste Halvdel. Paa Vesterbro Mab thæuskirkens lanterneprydede Spir, paa Nørrebro Johanneskirkens, paa Østerbro Jacobskirkens. De er alle overmaade enkle og lige til, de fortæller om en Tid, hvor Byens stærke og forcerede Vækst ikke havde Stunder til at tage Hensyn til maleriske Principer. De markerer Forstædernes Beliggenhed og intet videre. Man aner Fabrikskvarterernes umid* delbare Nærhed. Forbi er Fortidens Fantasiluksus, de runde Kobberkugler, de forgyldte Haner, de snoede Vindeltrapper, de snørklede Zirater. Langt ude i Horizonten skimtes de skovlignende Parker paa Frederiksberg Bakke, Byens eneste kuperede Terræn indad mod Landsiden. Disse fjaerne Træs grupper mod den blaa Himmel lader Be* skueren ane, at Landskabets egentlige Skønhed begynder helt derude, hvor Bj7* ens overmaade Fladhed hører op. Det kan jo ikke nægtes, at Københavns Be? liggenhed oprindeligt mere er dikteret af praktiske Hensyn end af æstetiske. By? ens Grundlægger havde Brug for en Havn mellem de smaa Holme, og hele Stadens Vækst og Betydning har været afhængig af denne Havns gradvise Triv* sei. Hverken var der her skønne Bakker og Skove som oppe omkring Helsingør, eller yndefulde Kystperspektiver som nede ved Vordingborg. København har fra sin Oprindelse et Præg af praktisk Handelsby, Skipper; og Orlogsby, som dybt og afgørende har præget dens Væ« sen gennem de skiftende Tider . . . Taarnene har været Byens Luksus, og det er ikke med Urette, at vor Generas ration har prydet den kære Hovedstad middelalderlige italienske Bynavn »Stås Ingen By i Dans med det den med de skønne Taarne«. mark har ellers saa mange Kælenavne. Slægten omkring 1820 sagde patetisk »Axelstad«, der mins dede om Grundlæggeren Biskop Axel (eller Ab* salon). Den Slægt, der havde Grundtvig i sin Midte, yndede det historiske Perspektiv ~>g det patetiske 2