Danmark som Turistland

KØBENHAVN Fot. Damgaard. Rundetaarn. for Taarnets Fod ses den menneskemyldrende S» snoede Kobmagergade, der kan betragtes som den mest karakteristiske Gade i Byen. Udtil den mun- der alle gamle Stræder og Gyder, der dels fører ind i Latinerkvarteret omkring Universitetet, dels ned til Kongens Nytorv, Stadens tidligere Centrum. Ved Taarnets Fod har Gaden en Snævring, der presser Færdselen sammen paa en meget umoderne Maade, Vogne og Cycler standser undertiden i lange Rækker, naar et Automobil skal forbi, Fodgængere tvinges ind i den snævre Arkade, der i de sidste Aar er indbygget i Studenternes røde Regensbyg? ning. Gadebilledet her er udpræget københavnsk. Trods de højst ubekvemme Færdselsforhold gaar alt til med en vis bred gemytlig Borgerlighed, der endnu ikke helt er fortrængt af Storbyens travle Tempo. Hvad man end vil mene om Kobenhavn som europæisk Storstad, saa kan det dog ikke skju? les, at der hæfter en hel Del provinsielt ved Livet paa Gader og Stræder. De gammeldags kringelkros gede Gader fører ligesom Folk snævrere sammen, Kørebanen tages med, i al Gemytlighed som offent* lig Promenade, man slentrer afsted, passiarer med Bekendte, standser Trafiken, naar det passer én, og betragter i det hele taget Byen som et hyggeligt gammelt Familiefideikommis. Det lette, lyse og muntre Gadeliv minder en Smule om Paris’ livlige og utvungne Tone, saadan som den findes i Kvar* torerne udenfor de store Boulevarder, en elskvær# dig og jovial Formløshed, der har sit Særpræg og sin ejendommelige Ynde. Udlændinge har under# tiden smigret København med Tilnavnet »Klein Paris«, ikke netop fordi Byen har saa uforholds« mæssigt mange Kaféer og Forlystelsessteder, men fordi Befolkningen er saa let til Smil og venlig Imødekommenhed. Stadens Charme bestaar deri, at det moderne storstadsmæssige er blandet med en god Portion »Biedermeier«væsen. Man er endnu ikke helt kommet bort fra Bedsteforældrenes Idyl, da Byen følte sig som én Familie »indenfor Vol? dene«. Her oppe fra det gamle graa Rundetaarn ses disse gamle Volde desværre ikke mere. De hun? dredaarige Linde# og Elmetræer, og de pitoreske Vindmøller er forsvundne. Saa langt Øjet ser, ses nu kun de nye Kvarterers graablaa Skiffertage og Forstædernes røgindhyllede Murstensmasser. Byen ligger dér ligesom knuget af sine altfor store For? stæder, der er bievne til i en haardhændet og skøn? hedsforladt Byggeperiode. Her oppe fra Taarnet ses den gamle Bys Kamp med den indtrængende graa og ensartede Demokratisering. De røde Tegl, og de sidste Rester af gamle Haver kæmper den sidste Strid med Karréernes internationale Bygningsstil. Det individuelle maa vige Pladsen for det uniforme- rede. Patricierpræget maa mere og mere give Køb. Og dog ligger der endnu Rester af dejlige gamle Haver dernede bag de murstensrøde Facader i La? tinerkvarteret, Haver, der har skygget over Ludvig Holbergs Pudderparyk og ærværdige Professorer ved Københavns Universitet. Bagved de gamle Kollegier og Professorgaarde i Kannikestræde og St. Pederstræde rager disse Trækroner op, to huns dredaarige Elme, der breder deres mørkegrønne Løv ud mod mørkerøde Tegltage og røde Gavle. Og alle de snævre Gader bugter sig kapriciøst ud og ind, givende sig god Tid inden de munder ud til afsidesliggende smaa Torve (som Graabrødre« torv, Kultorvet og Hauserplads). Alt i alt er det nærmest det attende Aarhundredes Residensstad, som endnu breder sig dernede, den By, der blev til efter de store Ildebrande 1728 og 1795. Mæg* tige Gaardsrum kommer allevegne til Syne mellem Gaderne, Handelsbyen røber sig, selv bagved Fa« caderne, der gennemgaaende er moderniserede. Her inde i disse Tusinder af Gaarde slumrer endnu besynderlige Rester fra en længst forsvunden Fors tid, hist og her en Sidefløj med Bindingsværk og smaarudede Vinduer, Pakhuslofter fra den store Handelsperiode, Vognporte fra den forgyldte Kars rossers Tid. 4