Danmark som Turistland

KØBEN HAVN Nørregade med Fruekirke. et Par taarnprydede Hjørneejendomme, der er ty« piske for det sidste Tiaars parvenuagtige Trang til at sætte Taarne paa private Ejendomme. Køben? avn har som andre Storbyer ogsaa gaaet sin Par* venuperiode igennem. Minder herom er Forrets ningshuse med fæstningslignende Taarne, Karnaps udbygninger, FaQadepynt i Form af Vaser, og Ter« rakottadamer med elektriske Buelamper paa Hos vedet. Al den megen Pynt og Stuk er dog i Færd med at fortrænges af den rolige, danske, murstens* røde Arkitektur, hvis ypperste Bygmester er det nye Raadhus’ Arkitekt, Martin Nyrop. Paa Gammeltorv ligger Byens gamle Raadhus, et Mesterværk af C. F. Hansen. Den store alvor? lige Søjleforhal, paa hvis Arkitrav der altid sidder en lang Række kommunale og knurrende Duer, har en dyster romersk Storhed over sig, en enkel Slut* tethed, som moderne Huse slet ikke kender til. Den fuldkomne Mangel paa Detailler og Forsirin* ger skyldes den fattige Tid, hvori det opførtes. Trods al Storstilethed virker dog Materialets Fat* tigdom og de tomme Nicher en Smule knugende. Det røde Tegltag kan ikke siges at passe synderligt til den romerske Festivitas. Fontænen paa Nytorv, der paa Kongens Fødsels* dag springer med Guldæbler, er Stadens ældste Vandspring. Paa en Sokkel, midt i den store Brons cekumme, troner en henrivende lille Statue — Ca* ritas med et Barn paa Armen. Denne lille sirlige Figur, der muligvis er af en eller anden tysk Mester fra 1500/T allet, er paa en Maade Københavns Skytspatron. Den overgaar i fin og kulturel Skøn? hed mangt et anmassende Monument, der i de ses nere Aar er opstillet til Byens Forskønnelse. Bag Torvet rager Fruekirkes mægtige, korspry* dede, Taarn op. Ad Nørregade naar man op til Kir* ken, der er Landets fornemste Helligdom og Thor? valdsens verdensberømte Tempelhal. Dens indre Facade vender ud mod Universitetspladsen, der paa de to Sider begrænses af Bispeboligen og Metro# politanskolen. Her er Latinerkvarterets Forum. Til alle Sider Kollegier, Laboratorier, Høresale, Pro* fessorboliger, Biblioteker og Musæer. Hver en Krog rummer berømmelige Navne. Foran Universitetet er opstilet fire Broncebuster af store Videnskabs? mænd: Madvig, Clausen, Schouw og Steenstrup. Ovre paa Kirkens Side staar Buster af de to Bi# skopper, Mynster og Martensen, samt Komponi* sten af aandelige Sange og Salmer — Weyse. Al Danmarks videnskabelige Hæder er knyttet til disse Steder, der ser saa prunkløse, næsten tarvelige ud. Intet Sted i den hele By er for Danmarks Kultur saa helligt og indviet. Det røde Universitetsbiblio* tek — en skøn italianiseret Bygning af Herholdt — minder om den store Sprogforsker Rasmus Rask, der var knyttet til Biblioteket. Paa Hjørnet af Fiolstræde havde Ludvig Holberg sin Professor# bolig. I Bispegaardens underste Etage boede Adam Oehlenschläger. Universitetets Festsal har en Ræk> ke Freskomalerier af Bloch og Marstrand, der for« herliger Universitetets Grundlægger, Kong Chris stian den Første, samt Mænd, der har udmærket sig i Kunst og Videnskab, Tycho Brahe, Griffen# feid og Ludvig Holberg. Disse Fresker virker meget danske i al deres Sky for Apotheoser og lyriske Overdrivelser. Ejendommelig for dansk Monumen* talkunst er den genreagtige Karakter, som selv de største maleriske Opgaver plejer at faa. Den jæv? neste Følelse og den stilfærdigste Veneration taler fra disse Billeder, hvor Landets første Mænd for? herliges uden Allegorier og uden laurbærkronende Genier. I Forhallen findes Fresker med antike Emner af dansk Kunsts største Monumentalkunster, Con« stantin Hansen, samt to Marmorstatuer — Athene og Apollo, af Herman Bissen. Fruekirkes Portal, med den Thorvaldsenske Fron« tongruppe »Johannes prædiker i Ørkenen« er Kir* kens eneste ydre Prydelse. Facaderne virker grans diost ved store enkle Flader, men en vis Nøgen* hed forstemmer dog noget Beskueren, der med Ret> te kunde fordre et ædlere Materiale end Cements puds, og blot en Antydning af Udsmykning. Den C. F. Hansenske Stoicisme har her naaet sin yders ste Grænse, som end ikke Antiken naaede. Kirkens pantheonlignende Indre, med de brede Tøndehvæh vinger og slanke Søjlerækker, virker dog med en ædel og sublim Storhed, der forhøjes ved Thor« valdsens bibelske Marmorværker. Intet Alter i hele Kristenheden har et ædlere Smykke end dette Alter med den velsignende Kristus, der breder sine Arme ud imod den lidende Menneskehed. Og ingen Døs befont kan tænkes skønnere end den knælende 16