Danmark som Turistland

År: 1919

Forlag: Egmont H. Petersens Kgl. Hof. Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 394

UDK: 91(489) st.f.

Redigeret af den danske Turistforening.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 420 Forrige Næste
RINGKØBING AMT Og i Digtet »Paa Hedens Høje« siger han: »Spar denne Rest af hærdet Urtidsjord, den Solfaldsbro, den Blæstens brune Bane, hvor Oldtids Sti sig dulgt i Lyngen snor, og Luftens Syn slaar ud sin lyse Fane. Lad ikke haant om Hedens golde Gave; det Land er fattigt, som er idel Have.« Disse Følelser er forstaaelige hos den, hvis Barn# dom har været præget af Hedens storladne Poesi. Hedens første store Digter er St. St. Blicher, der synger: »Min Fødestavn er Lyngens brune Land, min Barndoms Sol har smilt paa mørken Hede, min spæde Fod har traadt den gule Sand, blandt sorte Høje bor min Ungdoms Glæde. Skøn er for mig den blomsterløse Vang, min brune Hede er en Edens Have — der hvile ogsaa mine Ben engang blandt mine Fædres lyngbegroede Grave.« Lemvig. Blichers Noveller om# handler som bekendt i Særdeleshed en mærkelig Hedebefolkning, der for e1 Par Menneskealdre siden huserede i Jylland, nemlig Taterne, et indvandret Folk, der ikke havde noget egentligt Hjem, men dan* nede sig Tilholdssteder ude i den vilde Hede, Hu* ler eller elendige Hytter eller hvad de tilfældigt kunde bruge som Skjul og Læ. Derfra foretog de Vandringer ud til Bonde? befolkningen, hvor de op* traadte som Giarmestre, Blikkenslagere, Skærslibe* re, eller hvad de kunde tjene lidt Penge ved. Ikke sjældent stjal de eller ranede, hvis dette gav Udsigt til bedre Udbytte, Mord og Slagsmaal var almindelige, og paa de Ti? der var det ikke trygt at færdes paa de øde Hedes veje ved Nattetid eller alene. Men hvem der kom dem paa nært Hold og vandt deres Fortrolighed, kunde berette om mange besynderlige Karaktertræk hos disse mærkelige Folk, og om det haarde og ej en? dommelige Lune, der gav sig Udslag i deres »Kæb tringelatin«. Nu er de for* længst indlemmet i Sam# fundet og gaaet op i Be? folkningen eller udvandret. Der findes kun ganske en* Gaard paa Harboøre. keltvis et rent Eksemplar af Racen. Trods deres Livsførelse uden for Lov og Ret gav de et rigt Stof til Skildringerne af det primitive Menneske; de var en Slags Hedens Beduiner. Fra mine Drengeaar erindrer jeg tit i Sommers tiden, at mægtige Røgskyer steg mod Himlen i Syd, mindende om et Blad i Dorés Billedbibel, hvor »Staden Ai gaar op i Luer«. Det var Hedebrand. Forinden et Hedeareal indtages til Dyrkning, af* brændes Lyngen, efterat det paagældende Areal først er omgivet af et pløjet Bælte til at hindre Ildens videre Fremtrængen. Jeg har flere Gange været til Stede ved en saadan Afbrænding af Hede, et virkeligt Flammehav. Undertiden kan der ogsaa ved Uforsigtighed opstaa Ild i den sommertørre Lyng, og da kan Branden antage en faretruende Karakter. Det har hændt, at 1000 Tdr. Land i et saadant Tilfælde er blevet afsvedet. Jeppe Aakjær skriver i sin Bog »Hedevandringer« derom: »En saadan Brand fortærer alt Liv paa sin Vej, Ræve, 351