Danmark som Turistland

hellere end at overgive sig til den svenske Genes ral Wrangels Folk. Det aparte Minde er sat op af Kong Frederik den Syvende, mens han som Prins opholdt sig i Fredericia (1834—39). Kong Frederik plantede ligeledes Egen, der skygger over Højen, og forfattede selv Stenens Inskription: »Pryd, høje Heltesværd! de kækkes Grav, Hvem Døden intet var mod Pligt og Ære, Den Krans erkendtligt Borgersind dem gav, Til sildig Efterslægt et Minde være.« Paa samme Kirkegaard er den store Kæmpegrav fra 6. Juli 1849, der skju* ler 500 danske Krigere. I Granitmuren omkring er hugget Navnene paa dem, der fandt deres sidste Hvilested under Grønsværet og de slanke Bøges Skærs me. Paa Stensætningen staar en Gra* nitblok med et Broncerelief: To Sols dater, der bærer en falden Kammerat til Graven. De fleste af Fredericias Monumenter staar som Minder om Sejren over Ty# skerne d. 6. Juli 1849: Den tapre Lands soldat, Generalerne Bülow og Rye og Fæstningens Kommandant, Oberst Lunding. Fra 1864*Krigen har Michas elis Kirkegaard en dansk og en tysk Gravhøj. Og saa er der Fredericia Vold ... Dens Æra som Fæstningsværk er længst endt. Nu ligger den fredet, et Minde over sig selv. Paa Voldens Krone er der blevet Spadseresti. Fra Lil* lebælt stiger den over en Bro, under hvilken Jern# banesporenes Mylder snor sig ud mellem den gen* nemgravede Volds stejle Skrænter, — fra Bastion til Bastion. Dybt til den ene Side blinker Voldgra* vens Spejl, til den anden Byens Tage. Et Sted kan den Spadserende kige ned til den gamle Jødekirke? gaard, en Græsflade med mange Ligsten, hvis Ind* skrift staar mod Øst. Den rastløse Nutid har væ? ret lidt nærgaaende. Et stort Fabrikanlæg har rejst sine prosaiske Mure lige i Skellet til de gamle He* bræeres Hvilested. Prinsens Port naas. Forbi »Landsoldaten« og den gamle Hovedvagtsbygning med Skildvagten — Vagt? Fra Grejsdalen. styrken er siden 1910 det eneste Militær i Fredes ricia — gennem Porthvælvingen, der staar som i Byens første Tid, bugter Gaden sig om det Villa* kvarter, der er vokset op paa Demarkationen, over i Hovedlandevejen. Længere omme ad Stien rager det hvidkalkede Vandtaarn op. Fra dets Platform er den herligste Udsigt: Bælt, By, Land; i Horisonten Munkebjerg ved Vejlefjord, nærmere inde betegner en lille Træ? gruppe det Sted paa Slagmarken, hvor den norsk* fødte General Rye fandt Heltedøden under Kam* pen d. 6. Juli 1849. Et Stykke fra Vandtaarnet møder vi Fredericias nyeste Monument — og Fremtidens — for dansk Foretagsomhed: Købestævnebygningen. Den rejs stes for et Par Aar siden, trods Verdensbranden. Saare smuk, som en gammel dansk Ridderborg hæs ver den sine røde Mure paa den grøn? ne Vold, at se vidt ude fra Landet. En Indskrift paa Taarnet fortæller: »Hvor Fædre værged’ Land mod Fjendes Hær, her rejse vi, mens Krige Lande hærge, vort Købestævnes Hus foruden Sværd, ved Fredens Dont vort gamle Land at værge.« Flere Gange aarlig mødes her Produs centerne af dansk Arbejde med For» handlere og præsenterer deres Varer. En betydelig og betydningsfuld Messe, startet efter fredericiansk Initiativ. »Kongens Port«, der sprængtes i Luften 1864 af Tyskerne, passeres. Volden fortsætter langs den brede Østerstrand, hvor der stadig er Udsyn til Fyns bratte, brune Brinker. — Et af Humanitetens Æresslotte, Det kgl. „ „ Døvstummeinstitut, øjnes, inden Vol* den ved Søhelten Peter Buhis Mindes støtte foran Skanseodden forsvinder i Kastellet, hvor Gyvelen kappes i Pragt med Guldregn og Æbletræer, og vilde Roser ødselt drysser sine Blomster for Vandrerens Fod. Haven danner Bindeled til et lille Anlæg, Karo? linelund, som i de senere Aar mere og mere har maattet vige for moderne Industrianlæg. Tilbage i Byen, hvor Butiksskiltenes fremmedartede Navne: Dufresnes, Deleuran, Dupont, Honoré o. m. fl., 558