Danmark som Turistland

År: 1919

Forlag: Egmont H. Petersens Kgl. Hof. Bogtrykkeri

Sted: København

Sider: 394

UDK: 91(489) st.f.

Redigeret af den danske Turistforening.

Søgning i bogen

Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.

Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.

Download PDF

Digitaliseret bog

Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.

Side af 420 Forrige Næste
VEJLE AMT minder om de tidligste Indbyggere, og en Tavle med Portrætmedaljon om, at her fødtes C arit EL lav, en af Danmarks mest læste folkelige Forfat? tere, og Syd ud, hvor Strandvejen slynger sig bort med Lillebælt plaskende blødt mod Stenglacis’et ved den ene Side og Voldgrav med Aakandeflor ved den anden. Tre—fire km. følger denne henrivende Pop? pelallé Vandet, inden den drejer ind i Landet og først igen møder Bæltet ved Snoghøj, tre km. fjer« nere. Her var før Jernbanens Tid Overs fartsstedet mellem Fyn og Jylland, Lillebælts smalleste Sted. En mørk Vinternat 1523 stred Kong Christian den Anden her den Kamp med sig selv, hvis Udfald afgjorde hans egen og hans Lands Fremtid. Tyve Gange roedes frem og tilbage den lille Baad, der bar den danske Konge og hans Skæbne. Hver Gang han naaede Konges broskoven, bød han Færgefolkene vens de om, men naar han atter kom indun* der Jylland, krævede han igen Kursen sat mod Fyn. Han turde ikke forsvare Jylland. Ni Aar senere kom han tilba? fje, da førte han ikke Danmarks, men vel sin egen Skæbne med om Bord. Og da kunde han intet selv beslutte. Nu er Snoghøj med den smukke Park og dens mangeartede Vegetation Fredericianernes og Middelfarternes mest yndede Tilflugtssted. En lille Damper lægger til. Lad os med den gøre Turen til den anden af Vejle Amts tre Købstæder. Middelfart, der ligger saa lunt op mod Skoven paa Fyns Kyst, bliver utydeligere. Som var det Le# getøj ses et Tog dampe ud fra den lille By, bruse langs Stranden, skjule sig i en Smule Granskov, at# ter komme til Syne og endelig forsvinde ved Pyn? ten med det hvide Fyrtaarn. Vi sejler endnu paa Lillebælts stride Strøm, hilser paa den venlige Fænø, der stikker frem mellem to skovkransede Sunde, og paa Ryggen af den lange Aas bag Skovene i Syd den disede Streg, som for? tæller, at dér er Skamlingsbanken, saa lægges Roret om, vi sejler ind i den blide Koldingfjord. Rige Mars ker, der skilles fra hinanden af levende Hegn, og store Skove veksler paa Bredderne. Og i Fjordens Lomme, i Gryden mellem Bakkerne, opdages KoL ding med den graa Slotsruin, hvis halve Taarn do? minerer over Byens Huse. Kolding er Handelsbyen. Det mærkes straks, naar man følger de Gader, i Virkeligheden én Gade med flere Navne, som drejer og bugter sig gennem Købs staden i dens længste Udstrækning, fra Sydøst Jern? banepladsen med Politikeren C. Bergs Bronzesta* tue, indtil den gamle Hovedgade, Laasbygade, ta* ber sig i Vejlelandevejen Nordvest paa. Man ser ingen Bygninger fra ældre Tid. Kun paa Torvet »Borchs Gaard«, der oprindeligt var Apotek, et smukt Bindingsværkshus med udskaarne Bjælker, opført 1595. Og dog er Kolding en ældgammel By. I Begyn* delsen af det 13. Aarhundrede findes i Jordebøs gerne nævnt et Fiskerleje Kaldingh. — Men Belig* genheden som Grænsestad — Koldinghus blev an* lagt i Midten af Aarhundredet til Værn mod Indfald i Kongeriget fra Sønderjylland — gav ofte Byen Ødelæggelser i Vold. Den blev 1247 af* brændt under Broderstriden mellem Erik og Abel, 1627 plyndret af Tilly og Wallenstein, og 1644 af Torstenson, 1658 atter af Svenskerne, 1659 mis« handlet af »Vennerne«, Polakker og Brandenburgere, og i Krigene 1849 og 1864 stod der Gadekampe i Kolding, som tilsidst blev skudt i Brand. En god Havn, og senere, efter Freds« slutningen 64, en Oplandsforøgelse: »de otte Sogne«, som tidligere hørte til Haderslev, bragte Byen fremad. Stats* banen blev anlagt, det vestlige Opland knyttedes nærmere gennem Egtveds banen, og for faa Aar siden lettedes Forbindelsen med »de otte Sogne« ved Kolding Sydbaner, der har Endesta* tioner ved Landgrænsen i Hejis og i Vamdrup. De store Markedsdage er Kolding som en travl Myretue at se, naar den betragtes fra Bakkerne om Byen: Stejlbjerg, »Tivoli« og Marie? lund, smukke Anlæg, hvis Idyller og Udsigtspunk? ter er Kilde til stadig Glæde for Beboerne og af? tvinger Fremmede Beundring. Men lige meget, hvorfra Byen ses, Øjet fanges altid af Koldinghus’ imponerende Ruiner med dens svære, sønderrevne Mure og gabende Vinduesaabs ninger. Paa Bakken Syd for den venlige Slotssø knejser den 559