Danmark som Turistland
År: 1919
Forlag: Egmont H. Petersens Kgl. Hof. Bogtrykkeri
Sted: København
Sider: 394
UDK: 91(489) st.f.
Redigeret af den danske Turistforening.
Søgning i bogen
Den bedste måde at søge i bogen er ved at downloade PDF'en og søge i den.
Derved får du fremhævet ordene visuelt direkte på billedet af siden.
Digitaliseret bog
Bogens tekst er maskinlæst, så der kan være en del fejl og mangler.
VEJLE AMT
minder om de tidligste Indbyggere, og en Tavle
med Portrætmedaljon om, at her fødtes C arit EL
lav, en af Danmarks mest læste folkelige Forfat?
tere, og Syd ud, hvor Strandvejen slynger sig bort
med Lillebælt plaskende blødt mod Stenglacis’et ved
den ene Side og Voldgrav med Aakandeflor ved den
anden. Tre—fire km. følger denne henrivende Pop?
pelallé Vandet, inden den drejer ind i Landet og
først igen møder Bæltet ved Snoghøj, tre km. fjer«
nere.
Her var før Jernbanens Tid Overs
fartsstedet mellem Fyn og Jylland,
Lillebælts smalleste Sted. En mørk
Vinternat 1523 stred Kong Christian
den Anden her den Kamp med sig
selv, hvis Udfald afgjorde hans egen
og hans Lands Fremtid. Tyve Gange
roedes frem og tilbage den lille Baad,
der bar den danske Konge og hans
Skæbne. Hver Gang han naaede Konges
broskoven, bød han Færgefolkene vens
de om, men naar han atter kom indun*
der Jylland, krævede han igen Kursen
sat mod Fyn. Han turde ikke forsvare
Jylland. Ni Aar senere kom han tilba?
fje, da førte han ikke Danmarks, men
vel sin egen Skæbne med om Bord.
Og da kunde han intet selv beslutte.
Nu er Snoghøj med den smukke
Park og dens mangeartede Vegetation
Fredericianernes og Middelfarternes mest yndede
Tilflugtssted.
En lille Damper lægger til. Lad os med den gøre
Turen til den anden af Vejle Amts tre Købstæder.
Middelfart, der ligger saa lunt op mod Skoven
paa Fyns Kyst, bliver utydeligere. Som var det Le#
getøj ses et Tog dampe ud fra den lille By, bruse
langs Stranden, skjule sig i en Smule Granskov, at#
ter komme til Syne og endelig forsvinde ved Pyn?
ten med det hvide Fyrtaarn.
Vi sejler endnu paa Lillebælts stride Strøm, hilser
paa den venlige Fænø, der stikker frem mellem to
skovkransede Sunde, og paa Ryggen af den lange
Aas bag Skovene i Syd den disede Streg, som for?
tæller, at dér er Skamlingsbanken, saa lægges Roret
om, vi sejler ind i den blide Koldingfjord. Rige Mars
ker, der skilles fra hinanden af levende Hegn, og
store Skove veksler paa Bredderne. Og i Fjordens
Lomme, i Gryden mellem Bakkerne, opdages KoL
ding med den graa Slotsruin, hvis halve Taarn do?
minerer over Byens Huse.
Kolding er Handelsbyen. Det mærkes straks, naar
man følger de Gader, i Virkeligheden én Gade med
flere Navne, som drejer og bugter sig gennem Købs
staden i dens længste Udstrækning, fra Sydøst Jern?
banepladsen med Politikeren C. Bergs Bronzesta*
tue, indtil den gamle Hovedgade, Laasbygade, ta*
ber sig i Vejlelandevejen Nordvest paa. Man ser
ingen Bygninger fra ældre Tid. Kun paa Torvet
»Borchs Gaard«, der oprindeligt var Apotek, et
smukt Bindingsværkshus med udskaarne Bjælker,
opført 1595.
Og dog er Kolding en ældgammel By. I Begyn*
delsen af det 13. Aarhundrede findes i Jordebøs
gerne nævnt et Fiskerleje Kaldingh. — Men Belig*
genheden som Grænsestad — Koldinghus blev an*
lagt i Midten af Aarhundredet til Værn mod Indfald
i Kongeriget fra Sønderjylland — gav ofte Byen
Ødelæggelser i Vold. Den blev 1247 af*
brændt under Broderstriden mellem
Erik og Abel, 1627 plyndret af Tilly
og Wallenstein, og 1644 af Torstenson,
1658 atter af Svenskerne, 1659 mis«
handlet af »Vennerne«, Polakker og
Brandenburgere, og i Krigene 1849 og
1864 stod der Gadekampe i Kolding,
som tilsidst blev skudt i Brand.
En god Havn, og senere, efter Freds«
slutningen 64, en Oplandsforøgelse:
»de otte Sogne«, som tidligere hørte til
Haderslev, bragte Byen fremad. Stats*
banen blev anlagt, det vestlige Opland
knyttedes nærmere gennem Egtveds
banen, og for faa Aar siden lettedes
Forbindelsen med »de otte Sogne« ved
Kolding Sydbaner, der har Endesta*
tioner ved Landgrænsen i Hejis og i
Vamdrup.
De store Markedsdage er Kolding
som en travl Myretue at se, naar den betragtes fra
Bakkerne om Byen: Stejlbjerg, »Tivoli« og Marie?
lund, smukke Anlæg, hvis Idyller og Udsigtspunk?
ter er Kilde til stadig Glæde for Beboerne og af?
tvinger Fremmede Beundring.
Men lige meget, hvorfra Byen ses, Øjet fanges
altid af Koldinghus’ imponerende Ruiner med dens
svære, sønderrevne Mure og gabende Vinduesaabs
ninger. Paa Bakken Syd for den venlige Slotssø
knejser den
559