Danmark som Turistland

RIBE AMT Han havde Ret, Havets Harper var usædvanlig stemte den Dag. Aldrig før havde jeg hort en ligs nende Naturmusik, en saadan Harpeklang! Først hørtes den dybe Tone af den egentlige Brænding i Havstokken, fuldkommen regelmæssig, uafbrudt og harmonisk. Men hermed sammensmeltede med re* gelmæssige Mellemrum andre og fjernere Toner, der stundom lød saa fine som af klingende Metals stykker eller som en svag Klokkeklang, Toner, som i deres Forening gjorde en højst mærkværdig Virkning paa Sindet — et Indtryk af vidunderlig Kraft og henrivende Blidhed. ... De Toner, som udgaar fra det store Hav, hvad enten det er i Oprør eller i Hvile, er saare mægtige og af sær Kraft til at indvir? ke paa Menneskets Hjerte, saaledes at vi ved dem kan føle os styrkede til at bære Livet. Dette véd jeg af Erfas ring at være saa.« Præsten i Ho forklarer os denne Mu* sik paa følgende Maade: »De maa vide, at der her ved Blaa* vandshuk foruden de tre sædvanlige Sandrevler, der strækker sig langs med hele Vestkysten, tillige findes et sær? egent Rev, Horns Rev, længere ude i Havet, her forlise aarlig en Del Skibe. Musikken, som De i Dag har hørt, fremkommer ved Bølgernes Brydning i forskellige Afstande. . . . Den fjerne Brydning paa Horns Rev høres som en fjern Klok; keklang.« Der maa gøres Vandringer i denne fors underlige Ørken for at opleve den helt. Det er ikke nok at staa ved Blaavands slanke Fyr og konstatere, at man befinder sig paa det vestligste Punkt i Danmark, og saa efter en lille Tur i Klitten at ende i Blaavands Kro, der om Sommes ren er et lille Anneks til en Københavnerrestaura* tion. Nej, der maa vandres ud over Kalsmærsk Hede i Nord og i Sydvest til Skallingen; allevegne vil det ejendommelige Landskab favne en og bringe en urolig og træt Hjerne Styrke og Sundhed. Ludvig Fejlberg skriver,*) at disse Klitpartier ah tid paavirker den, der ikke før har set dem, paa en ejendommelig Maade. Det forunderlige vilde, der her møder en, taler med sine store, døde Træk et eget, tiltrækkende Sprog, som det er vanskeligt at gengive for den, der ikke har hørt det. Vandreren føler sig tiltrukket, han maa gøre Ophold, han kan ikke sige hvorfor. Skønhed er det ikke, der tiltaler; thi den findes ikke. Sand, Vand og Marehalm er alt. Forundring er det heller ikke, som fængsler ham. Han synes i Grunden slet ikke, at det er noget nyt. Skønt det ganske vist paa en mærkelig Maade staar i Strid med, hvad han før har set, er han tilbøjelig *) Ludvig Fejlberg: Om størst Udbytte af Sjæleevner. Kbhvn. 1881. til at kalde det en gammel Historie, som han godt skulde kende fra en eller anden Forverden. Ret er det, som der var hjemlige Aander i Luften, der bød ham sidde og puslede ham i Tanker nu over en Tue, nu over en Tot Marehalm, nu over Muslingeskaller, som han uvilkaarlig stabler op i Taarne eller sor* teret efter den vekslende Farve. Man kan sidde de Steder i Timevis og tro, det er Øjeblikke. Det er, som enhver inderst havde noget Klit i sig, som her fandt sin Hjemstavn. Man mindes det hvide Sand, man i Barndom« men legede med uden for paa Trappes stenen i Solen. Den vidtstrakte Ørken, der ligger for en saa langt, man kan øjne, og hvori Uvejrs Rasen ligesom er afbildet, om end alt er saa stille, sy« nes at fortælle én gamle Historier. Man lytter. En Gang imellem høres et Maa* geskrig hen over Sandkullerne, en sags te Listen af Sandet imellem stride Ma« rehalmstotter. Man gribes ejendommes ligt. En gammel Oberst fra sidste Krig, der ellers raabte op til enhver Tid, tab te dæmpet og næsten ængsteligt, da han kom op i Klitten. En underlig Ab vor og Sandhed er alle Vegne. I saa* danne Stemninger gaar man ligesom op i Naturen. Mens man gaar langs Havet, lyttende til Bølgeslaget, er det, som om man ikke tænkte selv, men tænkte Havets eller Naturens Tanker, som om man ingen Vilje havde, men gjorde Na* turens, ligesom Marehalmstraaet. Ønsker man den mest udsøgte Ro for at gro i Fred i disse ejendommelige Omgivelser, tager man Nord over til Kjærgaard. Det purrede Egekrat, der her bryder frem af Klitten, ser paa Afstand ud som en Skov, men ved nærmere Eftersyn er det Løv; klinten, Kjærgaards Stolthed, der saa smukt leve* rer Bevis for, at Fortidens store Egeskove har eksi- 380