Danmark som Turistland

RIBE AMT steret her paa Vestkysten. Mod Nordøst breder det mægtige Filsøterrain sig med Mose og Eng, indtil Blikket standser ved Henne Kirke og Blaabjerg. Vender man sig fra Blaavand mod Øst, træffer man de mægtige Engdrag omkring Ho Bugt. Har man aflagt et lille Besøg i Aal Kirke for at se en af de virkelig gamle Tufstenskirker med Kalkmalerier fra Valdemarstiden og vandret gen- nem den herlige Plantage ved Oxbøl, kan man slutte i Broeng, hvorfra der er en vid Udsigt over Engene og Ho Bugt. Er det en Forsommerdag, vil man se den vældige, grønne Flade oversaaet med hvide og sorte Prikker, det er Folket, der arbejder med Høet, det virker Gammelt Hus i Ribe. Fot. Nørgaard=Nielsen. saa indbydende dette Fob kelivsbillede, at man faar Lyst til at være Deltager. Høhøsten er her næsten altid rig. Bunden er fed Marsk. Gaar man over den, er den plan som et Logulv og Græsset tæt som Haarene paa et Od* derskind. Stikkes Stokken gennem Skorpen, skulde man tro, at det var kogt Flæsk man stak i, og Stoks ken bliver graa af Ler (Slik). Om Efteraaret er Engene plettet af Kvæg i Tusindvis, »det trindes om Lænder Lysk«, indtil det store Varde Marked. Disse Engidyller kan dog brat afbrydes. Nogle Dage med stiv Blæst af Nordvest, et plucb seligt Vindskifte til Syd med Storm, og Floden korns mer. Man har det paa Følelsen i alle de omliggende Sogne. Folket kommer paa Engvejene med Stave og Tøjr, det bojer sig og tvinger sig gennem Vins den. Stormen river i Enggaardene, den piber i Tøjsno- re og flænser i Taget. Luger og Døre hamrer og klaprer. Stormen farer hvinende gennem de aabne Skorstene, og Sandet fra Engvejene pisker som Hagl paa Ruderne. Frem vælter Vandet som et ras sende, frembrusende Tog. Kvæget samles paa de høje Pletter, Uvejret døver dets Brølen og Klagen, Det jævne Folk er pludseligt blevet et Folk af Heb te, der trodser Bølgerne og Grøfterne. Raske Karle redder det brægende Faar med Fare for deres eget Liv; her er en lille Valplads, hvor den ellers saa sindige Vestjyde næsten hvert Aar faar Lejlighed til at udføre Heltegerninger, men det sker i det stil* Ribe Kloster med St. Katrinekirke. Fot’ Nørsaard=Nielsen. le, man taler ikke om det, fordi det hører med til det daglige, til Pligterne. Det vilde, brusende Hav svinder jo snart igen, kun de smaa Buer af Pinde og Vraggods, der ligger helt op til Enggaardenes Længer, fortæller, at den frygtelige Flod har været der. Næste Sommer bli- ver Engene atter grønne, og Arbejdsidyllen indtræ? der paa ny. »Skynd dig kom om føje Aar, Heden som en Kornmark staar,« synger H. C. Andersen. Et af de Hedesogne, der har opfyldt denne Spaadom, er Ansager. Der er noget ved Ansager og især Ansager Mølle og dens nærmeste Omgivelser, der fængsler og bes tager én. Her er et Stykke Vestjylland, der ligger som et Symbol paa den Indsats, Vestjyden har gjort i dansk Kultur og Foretagsomhed. De veldrevne Marker, de velplejede Enge, de 381