Havets Erobring
I: Paa verdenshavenes bund. II: Hjemlige haves dyrkning

 16 der hviler over dem. WyviUe Thomson beregnede, at et Menneske, sænket et Par Tusind Favne ned i Ha- vet, vilde have over sig paa hver Kvardrattomme en Vægt svarende til en Snes Lokomotiver, hvert forspændt et langt Godstog, belæsset med Jernbaneskinner! Det vil sige, at Mennesket under et saadant Tryk, virkende fra een Side, vilde blive presset saa fladt og tyndt som det fineste Silkepapir! 2000 Favne er jo en antagelig Dybde, men man kender i vore Dage Oceandybdei', der er endnu mere imponerende. I Nærheden af Japan fandt det ameri- kanske Ekspeditionsskib „Tuscarora" en Dybde paa 8513 Meter, eller over en Mil. Hvilket mægtigt Tryk er de her levende Dyr da ikke udsat for! Dog, man har fundet Dyreliv paa endnu større Dybder. I Novem- ber 1899 fandt en amerikansk Kaptajn, Belknap, Nord for den australske Øgruppe Karolinerne den største hidtil kendte Dybde, der beløber sig til 9644 Meter. Den er med andre Ord saa stor, at Jordens højeste Bjerg, sæn- ket ned deri, vilde forsvinde 800 Meter under Havets Overflade. Og selv paa disse mægtige Dybder, under saa uhyre Vandmassers Tryk, eksisterer der levende Væsener, hvis Organisation og Cellevæv er tilpasset der- efter. Paa Figur 3 ses, hvorledes en Dybvandsbeboer — endda kun fra 1500 Meters Dybde, — der er kommen ud af sit naturlige Element, kan tage sig ud, fordi Svømmeblærens sammenpressede Luft og i det hele de indre Vævs Beskaffenhed er en saadan, at der maa foregaa en Sprængning indvendig fra, naar Dyret ud- sættes for et betydelig mindre Tryk end det, hvorefter det nu en Gang er bleven tilpasset. Man ser, hvorledes Øjnene og Mavesækken presses ud, og hvorledes Skællene