Lærebog i Stoffernes almindelige Chemie
Förste Deel. De enkelte Radikalers almindelige Chemie

106 FLAMMEN. Et Legeme brænder med Flamme, naar det er flygtigt og dets Forbrændings-Temperatur er tilstrækkelig höi for at for- flygtige det. Phosphor brænder med Flamme, fordi det er meget flygtigt, omendskjöndt dets Ilte (Phosphossyren) er ild- fast. Vel udbrændte Kul brænde ikke med Flamme i smaa Ovne, omendskjöndt det ved denne Forbrænding dannede Ilte er flygtigt (Kulsyren); men Kul selv er ildfast. I store Ovne derimod brænder Kullet med Flamme, fordi det ildfaste Kul brænder først til Kulilteluft, som er flygtig og siden brænder til Kulsyre. Flammens opvarmende og lysende Kraft beroe paa meget forskjellige Egenskaber, og derfor kan den varme, uden at lyse betydeligt, eller lyse stærkt, medens den ved Forbrændin- gen udvikler mindre Varme; dog er Flammens største Lyse- evne altid forbunden med en meget höi Varmegrad. Den stær- keste Varme frembringer en Brintflamme, men den lyser meget lidet. Varmegraden overhovedet bestemmes af den Mængde Ilt, som gaaer i Forbindelse med det brændende Legeme, og Producternes Evne til at optage Varme. Flammens Lyseevne bestemmes ved den Mængde af faste Punkter, der findes i Flammen og deres Jysudstraalende Kraft. Denne sidste er igjen afhængig tildeels af det i Flammen svæ- vende faste Legemes chemiske Natur, tildeels af den Varme som Flammen har. Derfor lyser en Brintflamme meget stærkt, naar man lader den indvirke paa tynde Stykker Kridt, som deraf blive hvidglødende og udstraale nu Lys (det drum-