Lærebog i Stoffernes almindelige Chemie
Förste Deel. De enkelte Radikalers almindelige Chemie

22 composition Metallet iltes, thi Brint udvikles ikke; men Vandel virker her ikkun som Mellemled, idet at det indsuger Luftens Ilt, og afgiver den i den tættere Form til det Legeme, som kan iltes. Derfor angribes Jern, Kobber, Zink og flere Metaller, der staae halvt neddyppede i Vand, meest i Berøringsfladen mellem Vandet og Luften; ja selv Træ og alle Legemer, der kunne iltes under disse Forhold, lide meest i samme Grændso- flade. I mange Tilfælde kan man formindske denne skadelige Virkning ved at hælde et tyndt Lag Olie paa Vandet, hvorved den umiddelbare Virkning imellem Luft øg Vand ophæves. Denne Vandets oplösende Kraft for Luftarter foranlediger et andet Phænomen, for hvis Folger man undertiden omhygge- ligen maa vogte sig. Man benytter nemlig hyppigen Vandet for at afspærre en bestemt Luftart fra Atmosphæren, og troer derved at have forebygget enhver Blanding. Saaledes f. Ex. den brændbare Gas, som anvendes til Belysning. Men da Vandet oplöser alle Luftarter, saa begynder snart en Vandring, idet den indespærrede Gas gaaer igjennem Vandet ud i Atmo- sphæren, og den atmosphæriske Luft igjen ind i Karret, hvor den blander sig med den anden Luft. Mærkværdigt er det, at Luftens Rumfang derved ikke forandrer sig, men dens Be- skaffenhed. Denne Egenskab findes ikke blot ved Vandet, men synes tildeels afhængig af de flydende Legemers alminde- lige Egenskaber. Practisk er det derfor rigtigt overalt, hvor man indespærrer en Luftart ved Vand, at gjöre dets Overflade til Atmosphæren saa liden som muligt. Endog faste men poröse Legemer vise et lignende For- hold, og det synes, som om ikkun smeltede og derpaa med ukrystallinisk Structur størknede Legemer ere fuldkomment uigjennemtrængelige for Luftarter. Man har kaldet dette Phænomen Diffusion, og da det er et af de vigtigste og al- mindeligste Phænomener, som forklarer mange Forhold i Naturen, saa vil det udførligere blive omtalt, naar vi först ere bievne bekjendte med flere Luftarter. Vandet synes ikke at have stærk Tiltrækning til de rene Elementer. Naar vi undtage de Luftarter, som optages ved Ind- sugning, saa ere kun Jod, Brom og Chlor i nogen betydelig Mængde