Dansk Arbejde

158 forhandlinger. Vi trænger i Danmark til Mænd med en af lammende Sidehensyn befriet selvstændig Optræden. Toldraadet arbejder. Læsere, der uden at kende Forholdene paa Toldboden sætter Pris paa Vennen, Manden eller Forfatteren Marcus Rubin, vil maaske føle sig ilde berørte paa hans Vegne ved at se hans Embedsgerning som Chef for vort Lands Skatte- væsen draget offentligt frem i den her valgte aggressive Form. Imidlertid bedes det erindret, at Kritikken hverken rammer Videnskabsmanden eller Mennesket Marcus Rubin. Den er udelukkende fremkaldt ved hans Dispositioner paa Omraader, hvor han paa Grund af manglende Sagkundskab og Erfaring absolut ikke hører hjemme. Man kan værdsætte Prof. Harald Hø ff ding som en af vort Lands højest begavede og mest sym- patetiske Mænd uden derfor at ønske ham ansat som Leder af Rigshospitalet. Og paa lignende Maade vilde Prof. Georg Brandes’ varmeste Venner sikkert nødigt se ham paatage sig Ghefsposten paa Polyteknisk Læreanstalt eller Landbohøj- skolen. Ved at drage disse Grænser forringer man ikke disse Mænds udmærkede Anseelse. Det samme gælder om Marcus Rubin. Hans Gerninger som Generaltolddirektør m. m. dømmer ham. Lad os kaste et Blik paa ham, medens han fører Ordet som Formand for Toldraadet For kort Tid siden indeholdt »Børsen« et 5 Spalters Referat af Toldraadets Forhandlinger om Værditolden. Ved at læse dette Referat kom jeg i Tanker om Vilh. Lassens bevingede Ord: »Rubin vil ikke«. Halvdelen af de 5 Spalter er optagne af Hr. Ru- bins teoretiske Bevisførelse for Værditoldens Umulighed i den praktiske Haandhævelse af Toldskatternes Opkrævning. Følgende ordret gengivne Citat giver Læseren en korrekt Forestilling om Karakteren af Hr. Rubins Argumentation: »Jeg vil sige over for Hr. Meyer følgende. Praktisk er Striden ikke omfattende, fordi vi i Hovedsagen har