En Samling Småskrifter Om Toldproblemer 1896-1908

38 vinder mere og mere Terræn. Men hvad der interesserer mig mest i denne Situation, det er, at medens Landet A meget ivrigt stræber efter at opnaa Fordele hos Landet B, er der slet ingen, der bryder sig om at opnaa Fordele hos Storbritannien. Hvorfor? Fordi England, midt i al denne Kamp, med fuldt Forsæt har bortkastet den Rust- ning og de Vaaben, hvormed en saadan Kamp skal ud- kæmpes_______I Toldkrigen er hver Stats Vaaben Ad- gangen til dens Marked. A siger til B: Hvis du vil nedsætte dine Toldsatser saa meget, at jeg kan sælge paa dit Marked, saa vil jeg nedsætte mine saa meget, at du kan afsætte dine Produkter hos mig. Men vi Englændere have paa Forhaand erklæret, at vi ikke ville paalægge Indførselstold med nogen, blot fordi det vilde stride mod Frihandelens herlige og hellige Lære, uanset om det vilde have været fordelagtigt for os at paaiægge denne Told. Jeg vil dertil sige, at en saadan Politik muligviser ædelmodig, men praktisk er den ikke*. (Latter og Bravo). Og Lord Salisbury rettede sluttelig følgende Ord til sin Tilhørerkreds: »Jeg opfordrer Dem til at danne Dem en Opfattelse uden Hensyn til forudfattede Ideer eller Traditioner og uden at bryde Dem om, hvor- vidt De anses for orthodox eller ej, alene efter den sunde Fornuft. Jeg vil paapege for Dem, at hvis De vil vente at gaa ud af denne Traktat- og Tarifkamp med frelste Interesser, saa maa De belave Dem paa, om for- nødent, at bruge det Vaaben overfor andre Nationer, som bestaar i at spærre dem Adgangen til vort Marked*. (Bifald). Et saadant Sprog af en engelsk Premierminister, kun 30—40 Aar efter Frihandelens Indførelse, maatte vække berettiget Opmærksomhed. Men der er clog senere paa Toldpolitikens Omraade fremkommet endnu mere opsigtvækkende Ting fra den engelske Regering. Den bekjendte Chamberlain, der for Tiden er Koloniminister