Gamle Carlsberg
Et Bidrag Til Dansk Industri Historie Og Industriel Udviklingshistorie

■ THINGENES LIGEBERETTIGELSE 531 i I Doktrinær eller ikke, saa viser denne Udtalelse klart, med hvilken Tryghed Jacobsen imødeser Udviklingen, naar blot Folket er med- virkende i den gjennem sine Repræsentanter, og i Modsætning til det i Valgtalen i 1854 fremførte, nærer han i saa Henseende ikke Skygge af Tvivl. Hvem det nu var, Jacobsen forstod ved »Folket«, er et andet Spørgsmaal, som vi skulle søge at belyse i det Følgende. Det er altsaa vist, at indenfor den konstitutionelle Ramme krævede Jacobsen fra første Færd af Ligeberettigelse for de to Thing, i finansielle Sager som i alle andre, og i de følgende Aar hævder han gjentagende og med fuldkommen Tydelighed dette Standpunkt. Det kommer frem paa mange Maader. En stadig tilbagevendende Tanke hos ham er saa- ledes Udøvelsen af de offentlige Tillidshverv som Æreshverv, det vil sige uden Vederlag. Men særlig, hvor det gjælder Landsthinget, er han ufortrøden i at hævde dette Standpunkt. Det er naturligvis den engelske Udvikling, der her foresvæver ham; men dels har han, som det under Redegjøreisen for hans Syn paa Kommunalbestyrelsens Stilling skal blive vist, næppe kjendt de Misbrug, der ogsaa i rigt Maal klæbe ved den engelske Praxis, dels har han næppe kunnet se Konsekvensen af den konstitutionelle Udvikling i de brede Lags stigende politiske Indflydelse. Ellers maatte han have forstaaet, at enten maatte Staten lønne de lov- givende Forsamlinger, eller ogsaa maatte — som netop i England i den senere Tid — Partierne gjøre det, nemlig hvor den Valgte ikke havde Formue. Og efter hans hele Standpunkt og særlig hans Frygt for Alt, hvad der kunde faa Indflydelse paa de Valgtes Uafhængighed, vilde han da uden Tvivl have foretrukket Staten som den, der betalte Lovgiverne. — Overhovedet frygter han ethvert Pres paa Lovgiverne, baade fra Oven og fra Neden. Han vil kongevalgte Medlemmer af Novemberforfatningens Rigsraads Landsthing, men han vil dem ikke, som foreslaaet, valgte paa 12 Aar, men paa Livstid. Han stiller et Ændringsforslag i denne Retning, hvis Motivering er: »at gjøre dem saa uafhængige som muligt, baade overfor den til enhver Tid herskende 67;