En Række Drikkevandsundersøgelser
Et Forsøg i Retning af en Drikkevandsstatistik

29 hævder vandet sin plads som Nr. 1; vandet fra Vordrof- mølles brønd vil komme det nær, når de fra den tilfæl- dige forurening hidrørende addender fradrages. Ordens- tallet for iltforbruget er 8, for saltsyre 8, for svovlsyre 5 og for inddampningsresten 5 (O,4os gram i en liter). Vandet indeholder rigelig kulsyre, og dog viserinddampningsresten, at vandet af kildevand at være ikke kan betragtes som hårdt; tilmed godtgør den ringe svovlsyremængde de inde- holdte kalksaltes uskadelighed. Efter at kulsyren er gået bort, vil vandet ved henstand selvfølgelig give et bund- fald; dette bundfald indeholder en ringe mængde jern, der giver det en brunlig farve, et forhold, der i daglig tale undertiden fejlagtig angives som tegn på mindre godt vand. Det måtte have betydning, om man var istand til nærmere at påvise retningen og udstrækningen af dette gode og som det synes righoldige vanførende lag; hvad dette angår, kan der ikke være tvivl om, at laget er, om just ikke det samme lag, så dog et lignende som de lag, der forsyner de artesiske brønde (Forchhammers „Giønt- sand“)- Under mine bestræbelser for at indhente oplos- ninger om alle herhen hørende spørgsmål har jeg flere gange stødt på en tradition fraFor c hliam mer s og vand- kommissionens dage, der taler om, at laget kommer fra Søndermarken, passerende Frederiksbergalle og GI. Konge- vej, og tillige omtaler et kort over foretagne boringer. Ifølge meddelelse fra professor Johnstrup findes der imidlertid ikke noget sådant kort og heller ingen opteg- nelser om boringer. Analysen af vandet i de to omtalte brande (Nr. 3 og 28) godtgør tilfulde den store forskel, der er mellem vandet fra St. 3ørgenssø på den ene side og vandet i de fra over- fladen forsynede brønde på den anden side. Brøndene Nr. 31—40 har gennemgående slet vand (Nr. 35 gør dog en undtagelse herfra), enkelte af dem (Nr.33 og 36) endogså meget slet vand. Det vil her være vanske-